mandag den 11. november 2019

Sydkystens Hundeskoles Hundepris 2019 og mere rally

Otto og Max nyder solen
Jeg starter med et reklameindslag 😊

* * * Reklame start * * *

Den 31. december 2019 skal Sydkystens Hundeskoles Hundepris uddeles for sjette gang.

Der er igen tale om tre hundepriser, som kan tildeles personer eller grupper af personer, som fortjener anerkendelse for en særlig indsats indenfor noget hunderelateret i det forgangne år. Navnene offentliggøres i forbindelse med vores traditionelle nytårsarrangement: de to rallyprøver den 31. december 2019 i Herringløse Agilitycenter. Med priserne følger en præmie.

Der er ikke specifikke kriterier for, hvem der kan modtage priserne eller for hvad, da vi ikke ønsker at sætte snævre rammer for, hvem der kan indstilles. De eneste krav er at det skal være noget hunderelateret og knyttet til Danmark.

Alle er velkomne til at sende indstillinger, det kræver ikke at man har noget med Sydkystens Hundeskole at gøre.

Hvis du har forslag til personer eller grupper af personer, der fortjener prisen for 2019, så skriv en begrundet indstilling til denne mail-adresse. Deadline er søndag den 17. november 2019.

Du kan via disse links se, hvem der har modtaget priserne i 2014, 2015, 2016, 2017 og 2018.

* * * Reklame slut * * *


Det er altså på søndag, der er deadline. Vi har allerede fået nogle indstillinger og vi vil rigtigt gerne have mange flere!!! Jeg skrev selv et par i dag.

Så, bare sæt dig til tasterne og fortæl hvorfor XXXX fortjener at modtage årets hundepris 😉


Jeg glæder mig som altid til at være med til at vælge mellem de indstillede kandidater og til at annoncere dem nytårsaftensdag.

Apropos nytårsaftensdag, så skal vi for 8. år i træk afholde rallyprøver den dag, og for 7. år i træk er det en dobbeltprøve (og ja bare rolig, den for 2020 er booket). Det er en god tradition, som ingen af os, der er med, vil undvære, og de fleste deltagere kommer igen år efter år, og vi må også skuffe mange hvert år.

Held og lykke gave fra Anja
Jeg har aftalt tidsplanen med Conni, som dømmer sammen med mig, vi starter med første banegennemgang kl. 8:00 og slutter forhåbentlig senest kl. 15:00. Rosetterne er købt for længst (tak Charlotte) og bemanding er næsten også same procedure med Connie som runner og madansvarlig og Katrine, Anita og Amanda som sekretærer.

Jeg har haft nogle travle måneder med masser af specielt rally i kalenderen, herunder afvikling af NM og ÅH, og jeg synes ærligt talt efter NM, at jeg trængte til en pause. Den må jeg så have haft, for jeg har virkelig fået lysten tilbage igen.

I går gjorde jeg banerne klar til lørdagens prøver for Belgierklubben, jeg glæder mig allerede til at skulle til Bornholm 30. november, der kommer nogle jule-/nytårsarrangementer i december, der er en rallyprøve 4. januar, og nu er der også kommet gang i planlægning af et lovende rallykursus.

Én af de mange positive effekter af NM har været, at der kom perspektiv på, hvordan rally på topniveau ser ud i de andre nordiske lande. Det afføder også aftaler om træning/kurser på tværs. Birgitte har fået lavet en aftale med Ida Lindgren, den svenske sekretær ved NM, og en meget skarp dommer, som holder et kursus for landsholdet 15. februar, og jeg har fået lavet en aftale med Ida dagen efter, hvor hun holder et rallykursus for instruktørerne i Sydkystens Hundeskole.

Det bliver spændende at opleve hende som instruktør, og sammen med de andre i Sydkystens Hundeskole kan det kun blive en fantastisk dag 😊

Ingen kommentarer:

Send en kommentar