mandag den 9. marts 2020

Grundtræning (i rally)


Jeg elsker at komme til træning hos Johanna. Uanset hvad jeg arbejder med, kan hun komme med topkvalificeret og anvendelig feedback, og noget jeg bare kan begynde at arbejde med straks.

I dag havde jeg valgt at arbejde med 100 % fokus på rally med Otto, og havde derfor line med (Megans DM-line ❤), tre kegler, og nogle elementer, som jeg ville arbejde med i den individuelle tid.

Så vi fik arbejdet med startposition og startsignal. Vi fik gået slalomer og spiraler, og jeg fik feedback om mine talrige belønningssignaler (dygtig, godt, yes mv.), som hver især er glimrende, men brugt i flæng er meget mere forvirrende end de gavner. Og så er der noget med mine hænder 🤔

I anden runde fik vi arbejdet med fastholdelse af positioner. På ingen tid har Otto lært den lækreste smækdæk, og kan holde positionen flot, når jeg går fra ham; nu har jeg fået en strategi for at arbejde mig rundt om ham, og en hjemmeopgave, der indebærer en video af træningen.

Med lidt afbræk trænede jeg alt muligt rallyrelateret, mest med line men også uden. Rammerne er perfekte, en ridehal med passende forstyrrelser, og Otto er fuldt fokuseret, når vi arbejder. De fleste øvelser kan vi godt, nogle er vi i gang med at indlære, og indtil videre holder jeg 100 % fokus på motivation, præcisionen skal nok komme. Ikke at det bliver sjusket, jeg vil naturligvis have, at det ser ordentligt ud, men jeg er ret afslappet med det, for jeg vil bare have at al grundtræningen er glad, og så øger vi kriterierne gradvis.

Min motivation er vokset ganske gevaldigt, efter at der blev sat dato på Ottos og min debut ved en officiel rallyprøve. En masse grundadfærd bliver nu sat sammen, og vi arbejdet med et bredt udsnit af adfærd, parallelt med at vi begynder at bevæge os ud på nye træningspladser, og begynder på kortere konkurrenceagtige forløb. Jeg er også begyndt at tænke på generalprøver, jeg skal bare have fundet nogen at alliere mig med.

Jeg glæder mig som et barn til jul! Det er skønt at arbejde med Otto ❤

Ingen kommentarer:

Send en kommentar