tirsdag den 14. april 2020

Otto 10 måneder


Otto og Bisse
I dag fyldte Otto 10 måneder. Tiden er bare fløjet afsted, og nu er han allerede teenager! Amanda nævnte det i fredags, hvor Otto var ret frisk til træningen, og der er mange tydelige tegn på, at han nærmer sig puberteten. Og sådan skal det jo være 😊 Vi har overlevet det med mange hunde, og det går nok også fint med Otto …

Vi fejrer ikke hundenes fødselsdage, og da slet ikke 10 måneder! men Otto vil nok huske også denne dag for det gode.

Først var der morgenturen, hvor vi mødte den allerskønneste Jack Russell terrier tæve Bisse på 4 måneder. Hun og Otto var straks på bølgelængde og var næsten ikke til at trække fra hinanden. Ottos hørelse var fuldstændig væk, da jeg skulle kalde ham til mig …

Hundene var med oppe og handle og derefter gik vi en tur i vores gamle kvarter ved Mellemvang og Gymnasiet/Biblioteket.

Eftermiddagen blev brugt på oprydning, der bliver hentet storskrald i morgen, og der røg flere gamle pc’er, en printer, en skærm, nogle borde plus det løse. Så er vi i gang, og der kommer til at ske en masse mere de kommende dage. Hundene hjælper naturligvis med hele vejen, og specielt Otto var meget interesseret.

Guidet tur: Kunstværker i Solrød :-)
Jeg fik skrevet om Frederik Dessaus I al korthed, set noget af pressekonferencen fra Statsministeriet og så gik turen til Jersie Hallen og langt om længe Nose Work træning hos Merete igen, først med Otto, så med Max.


De gjorde de begge godt, men der var også lidt at reflektere over.


Otto laver nogle fantastiske finsøg, men han kan være lidt mere skødesløs med grovsøgene. Langt det meste er virkelig flot. Hans tålmodighed er ikke eksisterende når han skal vente i bilen, og han og Max får pisket en stemning op, når de sidder sammen i bilen … det skal jeg have forholdt mig til.


Max har haft lidt tendens til at arbejde med lyd på, og det blev mere udtalt i dag. Hvis det bliver lidt for svært, så kommer der frustration og lyd. Han skal have en høj belønningsrate, det må ikke være svært endsige for svær ret længe ad gangen.

Begge hundene fik aftensmad da vi kom hjem lidt over 19, og mens Kirsten og jeg spiste aftensmad løb Max og Otto i haven og legede.

Happy unbirthday Otto ❤️

Ingen kommentarer:

Send en kommentar