søndag den 3. maj 2020

Livsnydelse

What's in it for me?
Det har været en fantastisk dejlig dag. Ingen planer, det var bare at gøre det, vi havde lyst til.


Jeg stod op lidt over 6, efter morgenbadet gik jeg den sædvanlige morgentur med hundene, og fik taget det traditionelle morgenbillede fra badebroen.

Morgenmad, og så en cykeltur, hvor jeg fulgte det meste af den røde kløversti, men forlængede den lidt til sidst.

Da jeg kom hjem, var Kirsten klar, og vi gik vores morgentur, som bl.a. bragte os forbi Menys bager.

En kop kaffe og et kaffebrød, en enkelt Sherlock Holmes novelle, og så var det hundenes tur.

Kirsten ville helle ordne noget derhjemme, så hundene og jeg kørte til Roskilde.


Jeg parkerede på Bønnelyckes Plads, vi gik via Borgerdiget og Byvolden til havnen og omkring Vikingeskibsmuseet, via Byparken og Roskilde Domkirke retur til bilen.

En hurtig frokost og så var det Max’ tur til at blive trimmet.

Kirsten og jeg tog derefter en kort cykeltur ned til Strandhaven, og kørte rundt i området dernede.

Da vi kom hjem, fik hundene kødben og jeg løste en enkelt Sudoku og læste en novelle.


Så hentede vi aftensmad fra Smeralda i Solrød, deres Antipasto Uno til to. Her er salgstalen: ”Et fad af smagsoplevelser fra Italien. Specialiteter såsom parmaskinke, mortadella, bresaola. vitello tonnato, 3 forskellige salami og 3 forskellige italienske oste. Anrettet på rucola, semi-dried tomater, oliven, grillede grøntsager, basilikumpesto og rød pesto. Hertil hjemmebagt italiensk brød. Ekstra tilbehør: stegte tigerrejer.


Det er høj kvalitet til en fantastisk pris, 98 kr. pr. person plus 30 kr. for rejerne.

Alt var lækkert, og der var rigeligt, så jeg har helt sikkert også til frokost i morgen.

Vi startede med et glas Aperol & Prosescco inden vi gik i gang med maden.


Til maden fik vi Les Polissons (drengestreger) 2018 fra Benoit Aymard i Cahors. En ung, skøn Malbec, som jeg nyder et sidste glas af, mens jeg skriver disse linjer.

I morgen er det normal arbejdsuge igen. Al restferie på nær en enkelt dag er afviklet, jeg er i et nyt område, og jeg skal fortsat arbejde hjemmefra. Jeg tror ikke der sker der store ændringer, og det passer mig fint 😊

Fitness-træningen skal ind i en fast rytme, i første omgang med to ugentlige træningstimer.

Hundetræningen bliver også noget mere formaliseret nu: rally med Christina mandag, Nose Work hos Merete tirsdag, rally hos Gitte torsdag og online platformskursus hos Sonja.

Vi er mange der venter spændt på en officiel udmelding om Covid-19 og større forsamlinger, helt basalt og egoistisk set fra min snævre synsvinkel: må vi holde rallyprøver udendørs de kommende måneder, ja eller nej. Jeg tror det bliver et nej, men selvfølgelig håber jeg så meget på et ja.

På læsefronten er jeg ved at være færdig med Erindringer om Sherlock Holmes, og inden jeg går i gang med bind 5 i den nye komplette Sherlock Holmes samling (Baskerville-slægtens hund), står Raymond Chandlers Den lange søvn (The Big Sleep) på læselisten efterfulgt af Tobias Bukkehaves Kongetro.

Der er også musik, der skal genhøres og film der skal genses. På musiklisten faldt jeg over disse.






Der er en masse at se frem til 😊

Ingen kommentarer:

Send en kommentar