tirsdag den 9. juni 2020

Rallytræning morgen og aften

Masser af plads i Benløse
I går havde jeg mulighed for både træning morgen og aften, og det var en stor succes.

Morgentræningen var med Amanda i Benløse, vi skulle begge møde på arbejde op ad formiddagen, så det passede perfekt.

Amanda havde bedt om en svær senior-/championbane med mere end 20 skilte, og det fik hun 😊 24 skilte = alle seniorskilte fra ekspert- og championklasse.

Jeg havde kriterierne helt klar jf. forrige blog: 100 % fokus på Max. Første banegennemgang var virkelig god. Jeg havde varmet perfekt op, havde Max’ fokus hele vejen og han var på. Jeg lavede nogle meget fine ommere, og følelsen var, som den skulle være. Alle fejlene (der var ikke ret mange!) blev analyseret, og ja, de kunne alle tilskrives mig. Amanda havde nogle fine iagttagelser bl.a. bemærkede hun et håndtegn, som jeg ikke plejer at bruge 😉


Efter en pause, hvor Amanda og Osseau gik banen, gik Max og jeg igen. Det kørte fantastisk, følelsen var endnu bedre end i første runde, jeg havde fået korrigeret alt, der skulle korrigeres, og havde fortsat det rette fokus på Max. Det var tæt på det bedste vi nogensinde har gået.

Til sidst kom Otto også på. Han havde været ude et par gange, og han blev varmet op igen, så toppen af energien var brændt af. Vi gik en 7 skiltes bane, som blev opfundet på stedet. Flot fokus hele vejen, og enorm følelse: Otto strålede af glæde og det gjorde jeg naturligvis også

Lidt klemt i Søborg
Aftentræningen hos Christina i Søborg var med den ”samme” bane, bortset fra justeringer pga. pladsforholdene, udskiftning af nogle skilte og flytning af nogle skilte.

Jeg gik også denne bane to gange med Max, og det var igen en fed fornemmelse. Jeg gik fejl et par gange – der var kludder med nogle sideskifter – og jeg grinede af det og Max’ fokus var som det skulle være.

Otto var også med, og han var sprængfyldt med energi, meget optaget af omgivelserne og ikke mindst Tempo. Så kriterierne blev sænket og vi gik kun nogle bittesmå sekvenser, og det var som det skulle være.

Tempo og Otto sluttede med at løbe og lege, og brænde den sidste energi af.

To dejlige træningssessioner og jeg kørte begge gange hjem med den skønne følelse indeni, når jeg véd, at jeg har gjort det rigtigt og godt …

Ingen kommentarer:

Send en kommentar