Glemte at gå i mål 😂😂😂

Mandag morgen: en strålende start på resten af livet

I går gik turen til Østerlars, hvor jeg både skulle dømme rally og op med Max.

Amanda (med Osseau) og jeg mødtes i Solrød 6:30, ankom til Østerlars Stadion 10:20, tog afsted 17:30 og var i Solrød 22:05, ret brugte, det var en hård dag!

Dagens tre (fire) bedste oplevelser?

1. Max og min start på den anden championbane. Vi startede som nr. 3, hunden i ekvipage 2 forlod ringen efter skilt 2, og føreren valgte at stoppe, jeg noterede det bare, fortsatte opvarmningen, gik ind på banen med Max og havde en drømmestart 💓
2. Max og min start på den første championbane. Vi startede som nr. 2, og opvarmningen var helt som vi har trænet, og der var fuldt fokus fra længe før vi gik ind og hele vejen gennem banen 💓
3. Max’ fokus før og under begge banegennemgange, præcis som jeg har drømt om og trænet imod 💓 De var to langsomme reaktioner og en skæv position på den ene og ikke 1’ere på den anden!
4. Den mentale coaching jeg fik af primært Amanda på vejen hjem, men også fra Anita (som fik mig til at grine) og Lonni (som også fik mig til at grine). Lonni gav mig også overskriften til dagens blogindlæg 😊

Dagens program var ganske komprimeret. Der var tre baner, hvor Amanda, Ditte og jeg dømte 3-4 klasser hver (det var en dobbeltprøve), og gik op med vores egne hunde.

Jeg dømte 13 eksperter til den ene prøve, 9 begyndere, 2 juniorer, 5 seniorer og 11 eksperter til den anden. Der var stor spredning på bedømmelserne, mange i den helt høje ende, men også nogle ekvipager, som havde en mindre god dag. Både ekspert- og seniorbanen vil jeg vurdere som i den svære ende – det var jo også kvalifikation til Årets Hund og sidste DM-kvalifikation – og det gjorde det ekstra glædeligt at se, hvordan en del ekvipager strålede på banerne!

Jeg var oppe i championklasse først efter at have dømt begynder/junior og anden gang efter at have dømt senior.

Efter drømmestarten på bane 1 var der en ommer ved skilt 5 (Max satte sig i bakke væk fra fører). I skilt 8 (øvelse 321), satte Max sig i stedet for stå, også i ommeren. I skilt 9 (bakke 1 skridt stå, 1 skridt sit, 1 skridt dæk), satte Max sig i stedet for at stå. Vi mistede altså 19 point på manglende ståer ☹ Så var der to langsomme reaktioner og en skæv position og dermed endte vi på 78 point.

På bane 2 havde vi en superstart, bl.a. med en perfekt 321 på højre side. Skilt 7 (sit, 180 grader højre og frem) mistede vi, fordi Max nåede at sætte sig efter vendingen. Jeg fornemmede det, men tog chancen (minus 10). Skilt 9 (skift side foran), mistede vi, også ommeren, jeg fik givet signalet for dårligt (minus 13). Skilt 10 (sit under gang) måtte jeg lave om, jeg manglede vist bliv (minus 3), skilt 17 (stå foran), Max satte sig (minus 3). Sidste skilt nr. 19 (dæk under gang gå rundt), var lige i skabet, jeg stoppede ikke op, da jeg tog Max med, og vi gik ud af banen og Max blev belønnet for flot arbejde.

Det var først da Amanda gav feedback, at jeg fandt ud af, at jeg ikke var gået i mål …

Jeg skal ærligt indrømme, at jeg bare havde lyst til at køre væk med Max, lege med ham, og glemme alt om rally og rallyprøver. Jeg var dybt skuffet over det, som jeg havde parkeret langt væk i underbevidstheden, men nu poppede op: Jeg havde ikke været i stand til at forbedre vores point til DM eller ÅH, og det kom til at overskygge de to gode oplevelser med Max et stykke tid.

Når nøden er størst …

Nu havde jeg jo et luksus setup, da Amanda og jeg fulgtes hjem, så der var god mulighed for at dissekere dagens forløb. Inden vi skulle med færgen fik vi også talt med Anita, som skulle høre om dagens forløb, og sørme om de to ikke fik mit til at grine indtil flere gange, og pludselig forsvandt alt det negative, og læringsfasen gik i gang.

Da så ydermere Lonni skrev for at høre om den sidste prøve, og jeg skrev, at IB ikke var så vildt, som det lød, bl.a. glemte jeg at gå i mål svarede hun ”Glemte at gå i mål 😂😂😂. Undskyld. Men det er et eller andet sted megafedt. Det er fordi du har været fokuseret på at komme ud og belønne”

Resultatet af Amandas min endevending af de to baneforløb er, at starterne er fantastiske, og at problemet/problemerne kan være:

• Selvom jeg mentalt mener jeg er helt klar, så kan der være noget langt nede, som ikke er helt klar, og som Max naturligvis fornemmer.
• Jeg kan blive revet med, når det kører, og glemme mine aftaler om at stoppe ved stationære skilte og trække vejret (så havde jeg nok set mål-skiltet!!!).
• Når der er forløb uden stop, kan jeg blive hektisk, jeg skal træne i at holde en ensartet kadence, og styre vejrtrækningen, helt som når jeg træner fitness.

Jeg har på Amandas forslag designet ovenstående bane til næste træning. Min seniorbane fra i går, med kun tre stationære skilte (1, 2 og 13), og så kommer der lige en fed sekvens af 5 højrehandlede championskilte. Perfekt til at træne de to sidste punkter ovenfor.