onsdag den 29. juli 2020

Mere rallytræning

Max og Otto (Hundefoto.nu)
I går trænede jeg med Christina i Søborg og i dag med Amanda i Benløse.

En meget lang bane
Jeg vågnede natten mellem mandag og tirsdag og kunne ikke falde i søvn igen, og så drømte jeg banen til tirsdagstræningen op 😊 Banen skal opstilles på et langt smalt stykke, så jeg lavede en bane, der gik lige ud med 5 øvelser på linje, og så kom 3-skridt til H/V og sideskift om kegle efter hinanden, med den finesse at de stod på hovedet, for at indikere, at afhængig af hvilken side man havde hunden på, skulle man lave H/V-udgaven 😉 Efter keglen kom der 225 grader den ene eller den anden vej, og på bagsiden af de første 5 øvelser var yderligere 5 øvelser, som skulle udføres på højre side, så var der mål, og derefter tyskervending.

Derefter kunne man gå banen igen med hunden på modsat side af første banegennemgang. I alt 29 øvelser, og en – viste det sig – ikke helt nem bane …

En lidt svær bane ... og der kom lidt regn
I dag havde jeg designet noget der lignende en ”normal” rallybane, fordi jeg til ugens sidste træning (der er træningsfri torsdag og fredag i denne uge) bare ville prøve at gå en lidt svær championbane med Max.

Det var to gode træningsoplevelser, og den allervigtigste læring – nå nej, reminder! – er, at jeg skal huske at varme Max ordentligt op, for han går altid bedre, når han er varmet op. Jeg foreslog selv, at jeg skrev det i håndfladerne på lørdag, så jeg husker det 😊

Otto skal bestemt også varmes op, og så går HAN også fantastisk. Udover en kort bane i går, fik vi arbejdet med dæk i forskellige varianter.

I dag kom han på til allersidst, Amanda havde lavet en lille lækker bane på 4 skilte, hvor vi genbrugte de første 4 skilte fra championbanen, så der blev rigtig god transport! Det småregnede lidt, og det var tydeligt at Otto synes det var mærkeligt, og Amanda stillede naturligvis spørgsmålet: Hvor meget har I trænet i regn? Ikke nok åbenbart 😊

Der var også kommentarer til min belønningsstrategi ved dæk og til mit manglende fri-signal, og sådan bliver jeg klogere (håber jeg!) ved hver eneste træning 💓

Ingen kommentarer:

Send en kommentar