onsdag den 27. januar 2021

Træning & gang i rallyprøver & quiz 2021

Noget af legetøjet holder ganske kort tid ...


Træning

Jeg er kommet ind i et mere systematisk træningsforløb med Otto, med input fra diverse onlinekurser og enetimer hos Johanna. De sidste er helt uundværlige, for selv om der også er hjælp at hente på onlinekurserne, er der for mig intet der kan erstatte at en meget dygtig instruktør ser hvad jeg gør, og ikke gør, spørger til det og kommenterer det.

Senest havde jeg svært ved at få brudt nogle uhensigtsmæssige kæder, jeg har fået trænet i forbindelse med bakning og fremsendelse til target, der kom lige nogle fine kommentarer, og så er der grundlag for at bryde de kæder. Der var noget frustration - både hos Otto og mig - i forbindelse med indøvelse af baljen med uret, det er nu løst.

Der er helt sikkert kommet en helt masse utilsigtede signaler fra min side ved at have indøvet  rallyøvelser med line på. Jeg har fra starten været opmærksom på at huske at træne med line; det gjorde jeg ikke med Lille Bjørn, og det affødte en del problemer, da vi skulle til at gå rally og LP. Så det gjorde jeg rigtigt med Otto. Til gengæld er der nu øvelser, fx sit gå rundt om, hvor linen og min måde at skifte greb om linen på, er noget Otto læser, og det indgår i hans opfattelse af øvelsen. Så uden line sker der underlige ting. Det har vi nu fået sat ord på, og jeg har grundlag for at arbejde videre med det.

Gang i rallyprøver

I næste weekend afholder DKK to rallyprøver ved DKK. De bliver afviklet med tre klasser (begynder, champion og senior) under den generelle dispensation Rallyudvalget har givet, for at udbyde prøver uden alle klasser, og der er 22 og 28 tilmeldt de to dage. Afviklingen er omhyggeligt planlagt af Lonni og mig, så alle retningslinjer overholdes, og vi alligevel får et relativt fornuftigt flow i afviklingen.

Det er lidt et eksperiment, da jeg bliver den eneste official. Jeg er vant til at dømme og tage tid. Men i weekenden skal jeg også være prøveleder og sekretær. Jeg tror det kommer til at gå ganske enkelt; deltagerne er blevet bedt om at udfylde det de kan i resultatbøgerne på forhånd, så jeg bare skal indføre deres resultat og sætte dommerstempel. Lonni indtaster resultater ud fra dommersedlerne (som jeg altid tæller sammen), så der ikke skal udfyldes resultatliste.

Vi regner med at det går fint, og har allerede opslået en prøve for øvede og eksperter den 13. februar.

Jeg dømmer alle prøverne, fordi jeg vil afprøve konceptet på egen krop inden jeg prøver at overbevise andre om, at det er smart, og fordi jeg samlet har 3½ km kørsel til DKK, så omkostningerne bliver holdt på et minimum 😊

Quiz 2021

Der er kommet 8 besvarelser på Quiz 2021. Hvis flertallet (6-8) får ret så sker følgende i 2021:
  • Max kommer til DM i championklasse og juniorklasse i rally og til Årets Hund i championklasse
  • Max får 1-3 bronzecertifikater, men bliver ikke RLCHB. Og han kommer ikke på landsholdet i rally
  • Max får NW2-titlen
  • Otto kommer til DM og Årets Hund i begynderklasse og bliver RØM
  • Otto får 0-4 1. præmier i NW1
  • Otto består en Færdighedsprøve 1
  • Max og Otto deltager i 12-30 rallyprøver og 1-5 NW-prøver
  • Jeg dømmer mellem 8 og 35 (!) rallyprøver i år, gennemsnit 14½
  • Jeg vejer mellem 75 og 81 kg. ved åres udgang, gennemsnit 78,3 kg.
  • Jeg går måske på pension (5 ja og 3 nej)
Kun tiden kan afgøre, hvordan det går 😊

Ingen kommentarer:

Send en kommentar