fredag den 19. februar 2021

Tårer og prøver

Megan for 10 år siden 

Jeg kan godt få tårer i øjnene, ret nemt, hvis jeg bliver berørt. I dag skete det bl.a. da ovenstående billede poppede op, fra Megans (og dermed min) debut i championklasse i rally for 10 år siden. Siden er det blevet til over 300 prøver i championklasse med Megan, Lille Bjørn og Max. Og forhåbentlig mange flere med Max, og når den tid kommer med Otto.

Louise og jeg havde en aftale i dag. Hun skulle have et læs rosetter efter at Cherie blev DKRSCH i weekenden, og hun tilbød at guide Otto og mig igennem en FP1 inden prøven i morgen. Hold da op, der kom fokus på en masse svage punkter. Den korte udgave er, at Otto kan alle øvelserne, men de er ikke generaliseret tilstrækkeligt. Det er fin information, og egentlig ikke overraskende 😊 – og en god reminder inden prøven i morgen. Jeg fik en masse gode tips, og der blev ændret på nogle detaljer i flere øvelser.

Efter træningen gik vi en dejlig tur i Sorgenfri Slotspark, både Cherie og Otto løb fri, og Otto synes det var fantastisk.

Et kongemåltid

Kirsten havde købt østers, stenbiderrogn og jomfruhummer til aftensmad, og vi fik det skønneste måltid, med en Coppola Chardonnay til.

Hey, er der måske nogle trofaste læsere der vil sig, det lyder ikke som Paul, der forberedte sig til prøver i gamle dage!!! Træning dagen før prøven??? En luksusmiddag??? Hvad har han gang i???

Ja, den korte historie er at Otto skal op med en anden fører end Megan, Lille Bjørn og Max (indtil for et par år siden). Til træningen i dag talte Louise og jeg om det, at have nerver til konkurrence, og jeg sagde, at det har jeg ikke længere. Den korte udgave/forklaring er, at jeg tænker på hunden, ikke på resultatet; jeg tænker: Vi skal have en god oplevelse sammen, modsat: vi skal nå et resultat. Det lyder banalt og enkelt, og det er det bestemt ikke 😉

Otto og jeg har et ganske særligt forhold indbyrdes … det tror jeg også, jeg har haft med de andre hunde 😊 men dette er noget særligt. Han er 20 måneder og en glad og social hund, og det skal han blive ved med at være. Jeg vil gerne opnå store resultater med ham, med det er ikke drivkraften for mig. 

Det er SÅ banalt: Jeg vil bare gerne have at vi har det sjovt sammen. Sådan har jeg også tænkt indimellem med de andre hunde, men med Otto føler jeg det helt ind i hjertet. 

Turen i Sorgenfri Slotspark mindede mig om det hele: naturligvis kunne jeg uden videre lade Otto løbe løs, og naturligvis opførte han sig perfekt. 

Hvilket leder mig til: Hvad har der med prøverne i morgen at gøre? Alt og intet. Det har intet med et ritual at gøre. Jeg ved bare præcis, hvordan jeg skal gøre i morgen, når jeg kommer, når jeg går til prøven og bagefter. Resultatet betyder intet og mit eneste fokus vil være, at Otto har det bedst muligt i hver eneste øvelse. 

Jeg vil da lige nævne, at jeg de sidste dage har fået set 42nd Street (Lloyd Bacon, 1933) og Dames (Ray Enright, 1934). To film i den absolut bedre ende, og på hver deres måde livsbekræftende film, som får mig til at glæde mig over, at være til.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar