onsdag den 24. februar 2021

You can't always get what you want

Max og Otto mens far ser Dames :-)

You can't always get what you want 
You can't always get what you want 
You can't always get what you want 
But if you try sometimes, well, you might find 
You get what you need
(Keith Richards & Mick Jagger)

Kirsten skulle se noget TV i går aftes, og jeg sagde, at jeg ville gå op og se en film. Jeg havde egentlig tænkt at jeg ville se We Live Again (Mamoulian, 1934) baseret på Воскресение af Толстой, men som jeg sagde, jeg vil hellere se noget sjovt end noget Tolstoj 😊 Jeg havde faktisk Bringing up Baby (Hawks, 1938) i tankerne, men hylden med Renoir trak og for Gud véd hvilken gang blev det La Règle du Jeu (Renoir, 1939) jeg så. 

Jeg skriver om den en af dagene; det er en genial film om tja, spillets regler, om at gebærde sig, om at kende sin plads, og vide hvilken risiko det indebærer, når man udfordrer skrevne og uskrevne regler.

Jeg kom til at tænke på spillets regler, da jeg så/hørte noget fra dagens pressemøder, og den gradvise åbning af Danmark. Jeg skal ærligt indrømme, at jeg er glad for at jeg ikke er politiker, og står med ansvaret for genåbningen, som i sagens natur er en nøje afvejning af, hvad der kan åbnes i forhold til de forventede sundhedsmæssige konsekvenser. Jeg tror jeg hørte en oppositionspolitiker, jeg håber jeg hørte galt, sige at åbningen ikke var ambitiøs nok. Tak spids, er der nogen der vil åbne mere end hvad de sundhedsmæssige anbefalinger lægger op til, med konsekvenser, som kan være uoverskuelige?

Jeg har valgt, med reference til et af mine favoritbands Rolling Stones’ You can't always get what you want at fokusere på, hvad jeg personligt har fået ud af det 😉 

Arbejdsmæssigt er anbefalingen så vidt muligt at arbejde hjemmefra indtil videre til 5. april, fint med mig.

Forsamlingsloftet udendørs er hævet fra 5 til 25, noget mere end jeg havde drømt om for en uge siden.

Det betyder at vores fitness-træner nu kan planlægge med meget større hold, og de hold, der var stillet i bero, nu kan igangsættes.

På hundetræningsfronten bliver livet også lettere, 

Nose Work træningen hos Merete genstarter på tirsdag. 

I rallyprøve sammenhæng betyder ændringen fra 5 til 25 al verden! Faktisk muligheden for at vende tilbage til tæt på rallyprøver, som vi kendte dem for et år siden. Lonni og jeg blev enige om at anvende den sidste mulighed for at afholde prøver med dispensation, og derfor har DKK opslået rallyprøver 14. og 21. marts med alle klasser. Vi synes det er en fin måde at afholde prøver på, DKK tjener på det, og deltagerne er meget tilfredse. Jeg har gjort banerne til prøverne lørdag og søndag klar, og sammen med Lonni glæder jeg mig til at afvikle prøverne, de sidste med forsamlingsloftet på 5, forhåbentlig for ever. 

Jeg savner selv at gå til prøve, men den mulighed kommer nok snart. 

Jeg savner især at kunne besøge vores søn, svigerdatter og børnebørn i Sverige. Den mulighed kommer nok også snart. 

Jeg har stor respekt for og føler med dem, der er ramt på deres levebrød eller på anden vis, af forholdene.

I bund og grund har vi kun luksusproblemer og det sætter vi pris på. 

PS: Jeg vil endnu engang nævne, at jeg som bonus får set en masse film, fotoet af Max og Otto er fra torsdag aften, hvor vi sammen (!) så Dames.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar