Udvikling

Lille Bjørn på en magisk aften

Det vil være en stor underdrivelse, hvis jeg skrev, at jeg føler mig overskudsagtig i for tiden – og faktisk har gjort det længe. Jeg føler mig i den grad flyvende både arbejdsmæssigt og privat, og på privatfronten også bredt: helbred, fitness, hunde, film mv. 

Da dette nu (mest) er en hundeblog, vil jeg gerne skrive lidt om min udvikling på hundefronten. 

Jeg har skrevet over 2.300 blogindlæg i denne blog over snart 13 år. Interesserede har kunnet følge min udvikling med Megan, Lille Bjørn, Max og senest Otto. Jeg har udviklet mig gevaldigt som hundefører, og Otto har fået en helt anden tilgang til træningen, og forhåbentlig meget bedre, end de tre andre. 

Hvis jeg ganske kort skal skrive om de tre før Otto:

• Megan var Kirstens hund, som jeg overtog. Megan var typisk crossoverhund, og vi udviklede også først rigtigt, da jeg længe efter lærte om klikkertræning og alt det gode i den forbindelse. Vi nåede flotte resultater på trods heraf, men som så mange andre, der tænker tilbage på deres tidligere hunde, så er det omsonst at tænke, hvad hvis … Vi gjorde det så godt vi kunne, og det er var jeg både dengang og nu meget tilfreds med.
• Lille Bjørn var om nogen mors hund, som jeg fik lov at tage til træning på et hvalpehold hos Hund & Træning, et hold som blev skæbnebestemmende for min videre hundetræning. Jeg var i den grad en dårlig fører for Lille Bjørn i starten, men da han blev en ældre herre, gik det op for mig, hvilken diamant jeg havde fået, og vores sidste år i LP, rally, HTM og NW var den ene skønne oplevelse efter den anden. Jeg håber ikke Max eller Otto læser med, eller Megan fra hundehimlen, men Lille Bjørn har været superstjernen over dem alle …
• Max var den første hund, som var min fra starten, og han skulle være LP-stjerne. Han lærte mig på den hårde måde, at det er hunden, der bestemmer. Max hadede og hader afstand fra mig, og det blev vores skæbne i LP og FS. Vores (mit) fokus er nu på Rally, hvor vi er på toppen, og Nose Work, hvor vi er godt på vej.
• Otto er blevet håndteret lige modsat Max. Vi har ikke trænet LP overhovedet, vi har haft fokus på motivation og selvom han både er blevet RBM og NW1 rykker han ikke op. Vi går i 2021 efter DM og ÅH i begynderklasse i rally og NW1G-titlen. Otto skal bare have tid til at udvikle sig

Vi har fået en hel anden relation end jeg har haft med de andre hunde. Kirsten siger, at han er forkælet og at jeg pylrer om ham, og det kan da godt være, men vi har den relation, som jeg har stræbt efter, og vi skal nok få styr på alt det andet senere.

Udviklingen er summen af alt muligt, som jeg måske en dag kunne skrive en meget lang beretning om. 

Men her vil jeg forsøge at skrive nogle hovedpunkter. 

Udgangspunktet er at erkende, at det ikke er hunden, der er problemet, der er føreren. 

Det næste skridt er at drage konsekvensen. 

Jeg gjorde det en magisk aften for snart 6 år siden, hvor jeg havde den første coachingsession af foreløbig 19 hos Anja Christiansen. Jeg har rost hende mange gange både personligt og offentligt, og selvom hun vil protestere og sige, at det er mig selv, der har gjort arbejdet, så skal hun have æren for at få mig til at bevæge mig i den rigtige retning, først ganske langsomt, men siden med ganske store skridt.

Mange andre har hjulpet mig, og jeg er ikke i tvivl om, at de alle er bevidste om det. Jeg har ikke altid været særlig god til at tage imod, nogle gange kan jeg være endog meget langsomt opfattende, men jeg bilder mig ind, at pointerne til sidst siver ind og at jeg har udviklet mig på en meget positiv måde.

Endelig er det vigtigt at efterleve erkendelserne, og det synes jeg at jeg har gjort med Otto. Jeg er i den grad ikke-resultatorienteret, når jeg går til prøver med ham, mit fokus er kun, at vi har det sjovt sammen. Det er der mange, der stræber efter, og jeg har også sagt det mange gange uden at det egentlig kom til udtryk, men det er først med Otto jeg kan mærke helt ind i sjælen, at det er det rigtige jeg gør.

Jeg er sikker på, at mine omgivelser, jeg nævner i flæng ingen (!!!), vil minde mig om det, hvis jeg af vanvare kommer til at tænke på eller udtrykke noget med, at point-resultaterne betyder noget.

Svaret er som altid hunden, og jeg kan garantere, at ingen hygger så meget som Otto og mig, hverken når vi træner eller konkurrerer, og heller ikke i øvrigt. Det er grundlaget for alt godt i fremtiden.