 |
| Vi fejrede 42-års bryllupsdag |
I går kom invitationerne til finalen i Årets Hund 30. oktober 2021. Det er altid dejligt at modtage den slags invitationer, men det var naturligvis ikke den store overraskelse. Otto har ligget sikkert placeret med en 2. og 1. vinder på Bornholm 3.-4. juli, og Max rykkede godt med sin 2. vinder 12. september i Løserup.
Jeg ville rigtigt gerne til ÅH. Det er meget betegnede, at i år, hvor jeg har ændret fokus ved prøverne, og tanker om resultater var forbudte, har opnået sikre kvalifikationer.
For at sige det mindre pænt, er jeg pisseglad og stolt over, hvad Max, Otto og jeg sammen har opnået. Jeg har naturligvis været glad for alle vores hunde, men det forhold jeg har fået til netop de to, er noget ganske særligt.
Den foreløbige (!) kulmination var weekendens to prøver på Bornholm, den øvre grænse tænker jeg ikke på.
Hvad drømmer jeg om til finalen? Ganske enkelt: at gå to feder prøver, igen igen.
Drømmer jeg om en topplacering? Næh, egentlig ikke. Jeg kan teoretisk vinde med begge hundene. Jeg kan teoretisk bliver sidst med begge hundene. Det er 10/15 supergode ekvipager, vi er i konkurrence med og mit ENESTE mål er at kunne gennemføre to baner, og bagefter kunne sige til mig selv og hundene: Hvor var vi gode 😉
I går var jeg til sidste runde NW i denne runde hos Merete med begge hunde. Det var lidt vemodigt, for det var også Max’ farvel til NW-træning.
Ja, det er alvor, han skal på pension som NW-hund, vi slutter med NW2-prøve 24. oktober i Hvalsø. Det lyder lidt trist, men det er det ikke. Det betyder at mit fokus med Max er 100 % på rally.
Begge hunde gik i øvrigt flot til træningen.
Det er tydeligt at Otto har udviklet sig og nu begynder at arbejde fornuftigt også med de sværere søg.
Og Max der naturligvis også superdygtig.
Turen gik videre til Ringsted og rally skills-træning hos Johanna med fokus på forstyrrelser samt bakning/stillingsskift.
Forstyrrelsesdelen var med almindelige forstyrrelser/fristelser og med ”anderledes” underlag, som gav mig (og vist også flere andre) ahaoplevelser. Det jeg specielt noterede mig var, at Max er ganske uimponeret af det meste, og holder fedt fokus på mig, og at Otto er ligesådan.
Små nuancer, men jeg kunne mærke den fede boblende fornemmelse, når de valgte mig til og forstyrrelserne fra.
Jeg skriver ikke om det, men jeg træner altså indimellem de officielle træningstimer, og i går kunne jeg tydeligt se, at der sker noget:
- Ottos bakke væk fra mig (flot!) og hans sit-stå er blevet helt gode, jeg skal bare time verbal kommando, håndtegn (inkl. åben/lukket) rigtigt, så er det så smukt
- Max’ bakning på højre side er smuk med smuk på. Jeg holder hænderne roligt foran, jeg lader være med at kigge på ham. Han kvitterer med at gå LIGE bagud, og holde positionen. Jeg fik naturligvis fed feedback: verbal kommando FØR jeg flytter benet, så Max ikke skal gætte, hvad det går ud på …
Summen af det hele er, at Max nu er 100 % rallyhund, Otto rallyhund, Nose Work-hund plus det løse.
Selvom jeg overhovedet ikke beskæftiger mig med LP længere kender jeg mange, som dyrker LP (jeg har været til over 100 LP-prøver med 3 hunde). I en LP-tråd på Facebook, hvor de skrappe bedømmelser til VM og NM blev diskuteret, faldt jeg over dette indlæg:
Jeg vil ikke polemisere. Jeg elsker hundeverdenen og de mange muligheder for at træne og konkurrere med hunde på officielt plan. Jeg har dyrket mange discipliner meget seriøst med flere hunde: LP, HTM, FS, Rally, NW, dressur og udstilling.
At betegne en anden hundesport som tåbelig er for mig tåbeligt. Det er nemt at latterliggøre alt muligt, som ikke passer en selv, men hvorfor dog bruge energien på det?
Jeg glæder mig over at være en del af flere discipliner og ikke mindst rally, som tiltrækker deltagere fra hr. og fru Danmark, der ”bare” vil hygge med deres hunde, over de mange, som konkurrerer lidt mere for alvor og gerne vil opnå championater, til topekvipagerne, som går efter at komme til DM, Årets Hund eller på landsholdet.
Hundeverdenen er vidunderlig 💓
Ingen kommentarer:
Send en kommentar