tirsdag den 7. september 2021

Når det hele spiller: Rally, Nose Work, Verdens skabelse, Kærlighed og Åndeløs

Otto og fører (foto: Camilla)

Lørdag var jeg igen til skøn rallytræning hos Camilla (Absolut Hund). Med svær selvtræningssektion, område med alle springskilte og fire spring samt en bane vi kom til at gå to gange med feedback indimellem.

Otto gik en øvet bane godt, der var nogle små udfald, som jeg håndterede ok, men gerne ville gøre bedre. I anden runde fungerede det hele perfekt. Det fristende 8-tal, med fristelserne sammensat af bidrag fra vores allesammens godbidslommer, var ikke-eksisterende for ham. Det var Otto og mig, når vi er allerbedst.

Max og fører (foto: Camilla)

Max og jeg gik en ekspertbane; der var to øvelser der drillede i første omgang, fordi jeg ikke havde fået sikret mig et ordentlig fokus, og det var tydeligt at Max havde helt styr på, hvor det 8-tal var og det var meget fristende. I anden omgang, efter at to andre havde gået banen, spændte jeg hjelmen, og Max og jeg gik en fremragende bane.

Der blev trænet forskellige detaljer også, men de to fede banegennemløb i sig selv var hvad jeg havde brug for at køre hjem i højt humør.

Superdejlig træning, tak for det Camilla.


Søndag var jeg tidligt op og gik den mest vidunderlige morgentur på stranden med hundene.

Turen gik til Odder, hvor Zakkai Hundecenter (Tina Kjeldbjerg) og Sydkystens Hundeskole i samarbejde med Zakkai Hundecenter havde arrangeret en rallyprøve, hvor overskuddet gik til Mette Bjørnholt Jensen. 

Det var en virkelig skøn dag udover det sædvanlige. Selvfølgelig var vejret med os, der var en masse flot førerarbejde og gode resultater, Mette var til stede hele dagen og stemningen var bare i top hele vejen.


Kirsten havde tvunget mig til at rydde (lidt) op i garagen, så en kasse med diverse legetøj og foderpræmier, som jeg ikke skulle bruge, var medbragt og blev solgt ud fra det enkle princip: tag hvad du vil have, betal hvad du synes. Det indbragte mere end 2.000 kr. Samlet blev 11.416 kr. overført til Mettes projekt. Det er skønt, at hundeverdenen bakker så flot op om superseje Mettes drøm!

Turen frem og tilbage blev brugt på optimal vis ved at jeg hørte lydbogsudgaven af ”Mesterværket - bagom Hawkings univers” af Leonard Mlodinow & Stephen Hawking. En fantastisk bog om verdens skabelse, livets opståen og menneskehedens, religionens og videnskabens forsøg på at fatte og forklare dette. Godt fire timer, hvor jeg bare blev revet med af en relativt enkel forklaring på ufatteligt kompliceret emne.

Tillykke til Anne og John 💓💓

Toppen af dagen var dog alligevel at høre fra Annes, at John havde friet og hun sagt JA! At vi er glade på deres vegne, er en underdrivelse af de store.

Jean-Paul og Jean

Mandag kom nyheden om Jean-Paul Belmondos død. En af mine absolutte favoritfilm er Jean-Luc Godards À Bout de Souffle med Jean-Paul Belmondo og Jean Seberg i hovedrollerne. En dansk repremiere er på trapperne, og dét skal nok få mig tilbage i biografen!

Mandag aften stod den på fitness hos Maria, som altid en fornøjelse!


I dag var den smukkeste morgen længe, hvor jeg bare nød at være til, både da jeg gik morgenturen – og derefter.






Til aften var der Nose Work-træning med begge hunde på Jersie Skole. Begge hunde arbejdede eminent, men det er tydeligt at Otto har mere pågåenhed og bliver ved, hvor Max hurtigt synes det er for svært eller tager for lang tid. Jeg fik for en gangs skyld taget lidt fotos. Jeg havde glemt at fortælle hundene, at to af søgene på billederne var tænkt som utilgængelige, der blev knoklet for at komme til kilden, og hvor der er en vilje, er der en vej.

Fed træning og tusind tak for det Merete.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar