søndag den 24. oktober 2021

Gemyse og sidste NW-prøve

Danmarks største græskar 

Weekenden startede fredag eftermiddag i Tivoli hvor vi beundrede den Halloween-pyntede have.

Gemyses menukort

Derefter fik vi et fantastisk måltid på Gemyse: Haven rundt med 8 serveringer tror jeg og tilhørende saft-/vinmenu.

Et glas champagne hører sig til

Vi startede med et glas Champagne - "R" de Ruinart brut – mens vi valgte menuen, som vi havde besluttet på forhånd, den kan ses på ovenstående foto.

Tatar af gulerod med fermenterede cashewnødder og Tivoli honning

Det var et fantastisk måltid, hvor den ene servering overgik den anden i velgennemtænkt komposition, inspiration og velsmag. Det var en skøn totaloplevelse, som bare blev endnu bedre af at personalet (naturligvis) var topprofessionelt og entusiastisk og med tydelig stolthed fortalte om serveringerne og de tilhørende drikkevarer.

Kålterrine med blommer og sprød søsalat

Gastronomisk chef Mette Dahlgaard er kendt for at kunne få det mest fantastiske frem i årstidens frugt og grønt, og vi kan love for at vi blev overbevist både smagsmæssigt og visuelt, hvis vi overhovedet havde tvivlet. Vi har allerede lovet os selv et genbesøg før jul.

Gemyse har en Michelin Plate, og den kunne snildt veksles til en Michelin-stjerne, hvis vi blev spurgt 😉

Max og Otto efter rallytræning

I går var en af de sjældne weekenddage uden hundeaktiviteter. Det blev i stedet til nogle dejlige gåture i det skønne vejr, og lidt rallytræning i Målfeltet i Roskilde.

Ossobuco

Ossobuco stod på aftenmenuen, her indgik bl.a. gulerødder og løg fra Samsø.

I dag skulle Max og jeg til vores sidste Nose Work prøve sammen i Hvalsø, men det var først kl. 13, så der var god tid til en ordentlig morgentur.

Set ved køretøjssøget :-)

NW2-prøven var jeg meget tilfreds med. Max var på toppen, føreren haltede lidt bagefter, men samlet blev det til et pænt resultat og et ordentligt farvel til NW.

Max og jeg er stoppet i LP, HTM og FS, og det var i alle tre tilfælde på en lidt uforløst måde. I NW besluttede jeg på forhånd, at det skulle være netop prøven i dag, der var den sidste. Jeg gik til den med indstillingen: gå til prøven, som var det den sidste med Max … Det er derfor jeg er er begyndt at have hundene med til præmieoverrækkelsen, for tænk hvis det nu BLEV den sidste prøve, hvor fedt ville så lige være at tænke på, at Max (eller Otto) havde siddet i bilen til sidst?

Vi startede med beholdersøg, 18 beholdere, 2 kilder, det klarede vi uden problemer 😊 Bortset fra at jeg kludrede med linen.

Indesøget, Max arbejdede flot, og lavede en tydelig markering øverst på præmiepodiet (utilgængelig kilde). Den anden fandt vi ikke, jeg lavede en fejlmarkering.

Køretøjssøget, første markering på bilen super. Den anden, lige modsat, ligeså, bortset fra at en noget rundtosset fører troede, at det var samme markering og derfor ikke godkendte – men lavede en fejlmarkering et andet sted ☹

Udesøget, flot markering på lysstander, vi arbejde for at finde den sidste kilde, og jeg lavede en fejlmarkering.

Følelsen før, hele vejen igennem prøven og bagefter var helt som den skulle være. Max arbejdede, så jeg kun kunne være glad og stolt, og bortset fra min fejl ved køretøjssøget tror jeg ikke vi kunne gøre det bedre.

Selvom det ikke betyder noget, så kunne jeg godt se, da kilderne blev gennemgået efter prøven, at det udesøg havde vi IKKE fundet; det var under et vindue og præcis det har vi store problemer med, fordi Max søger efter ”noget” at markere på. Der var i øvrigt heller ikke andre der havde fundet det, så ingen 1. præmier til den prøve.

Vi endte med en 3. præmie med 65 point og blev placeret midt i feltet og jeg kørte meget tilfreds hjem.

Flæskesteg, rødkål og kartofler

Aftensmaden stod på flæskesteg samt rødkål og kartofler fra Samsø. Det er meget sjældent vi får flæskesteg, men en gang imellem er det nu ikke så tosset.

Vægtkurven det sidste halve år

Hvis nogen skulle undre sig over, at der ikke er noget vin på billederne af aftensmaden herhjemme, så er forklaringen, at jeg har givet mig selv et spark bagi og er i gang med at smide nogle kilo, jeg vil rigtigt gerne ned på 77 kg. igen. Så derfor står der kun vin og øl på menuen ved ganske særlige lejligheder.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar