lørdag den 27. november 2021

Fuld fart på træningen

Otto vil til kilden!

Tirsdag foregik NW-træningen hos Merete i området udfor Aktivitetscentret og på det julepyntede torv mod Strandvejen. Otto var virkelig sej, og specielt hans vedholdenhed for at komme til kilden i forskellige situationer er imponerende. En rigtig dejlig træningstime.

Turen gik videre til Ringsted, hvor både Otto og Max går på Johannas Life Skills & tricks. Jeg har primært fokus på rally, men arbejder også med de færdigheder/tricks, som vi bliver præsenteret for. Jeg blev endnu engang belært om, at jeg (naturligvis) skal være knivskarp med kriterier, men især med Otto kommer der lynhurtig frustration, hvis jeg gør det for svært for ham = ikke har en fornuftig plan.

Med Max havde jeg fokus på snævre nordiske vendinger, hvor jeg skal have bedre styr på mine kommandoer, fx timing af verbal og kropslig kommando, og helt fundamentalt hvilke kommandoer jeg bruger, fx ikke bruge plads ved vendinger, medmindre han skal ende i sit.

Afslapning onsdag aften

Onsdag var Otto og jeg på rally øvet hos Karina. En dejlig træningstime, hvor Karina kom med en masse gode tilbagemeldinger og ideer. Bl.a. om belønningsstrategi når Otto fejler (fik jeg belønnet, for at han kom tilbage ☹), vigtigheden af at kunne banerne udenad (Otto reagerer hvis jeg mister kontakten med ham et splitsekund), min kropsholdning (frister jeg til hopning ved at bøje mod ham?) og også her timingen af signaler: verbal, skulder, krop og at holde tempoet, så jeg ikke retter ind efter ham. 

Otto hos Camilla

I formiddags havde vi 2021-afslutning af rally øvet og ekspert hos Camilla. Med Otto fik vi arbejdet intensivt med min adfærd, når han er distraheret af omgivelserne. Ja, han er virkelig unghund med gang i alt muligt i øjeblikket. Det positive er, at jeg kan huske det fra de andre hunde, og kan se, hvordan de tips jeg har fået fra alle trænere, er konsistente og giver mening i den grad – og virker 😉 Så jeg klør på. Jeg er efterhånden også kommet over den mentale barriere, at rallyprøver naturligvis kan bruges til træning … 

Max hos Camilla - gode forstyrrelser!

Max gik som en drøm begge gange. Det var Amandas ekspertbane fra i lørdags, og i første runde var der en sjov 3’er, han twistede ind mod mig lige før et springvand, superflot, men hvor kom det fra? og ellers kun 1 points fradrag. I anden runde var både han og jeg lidt trætte, og der kom lidt ommere, men stadig var hans fokus eminent.

I eftermiddags var vi en lille gruppe der mødtes til træning i Herringløse, vi benyttede meget belejligt de officiel baner fra rallydysten Q3 og Q4, som Amanda med Dumle og jeg med Max var interesseret i at gå konkurrencemæssigt (seniorbanerne), og så kunne banerne bruges til træning i øvrigt. Max gik virkelig dejligt med fantastisk fokus. Vi fik 95 point (Liv dømte) på den første bane, der var en ærgerlig 3’er og 2 for snus. På den anden var Max lidt træt og der blev 4 x snus og så en 3’er, fordi jeg lavede en vending forkert og måtte lave den om – jeg bilder mig selv ind, at det ikke var sket, hvis vi havde haft banegennemgang 😊 Jeg var så fokuseret på Max, at 270 grader til højre blev udført forkert … UPS! 

Otto fik gået Q3-seniorbanen, med belønninger, og med et virkeligt flot fokus. Dagens bedste bane fra ham. Jeg har også strategi klar for ham til prøverne på Bornholm næste weekend, som skal bruges som træning. 

På træningsfronten er der kommet endnu flere kurser i kalenderen, senest et Fri ved fod onlinekursus (Anja) og endnu en enetime hos Ida. Kalenderen bugner og det føles bare helt rigtigt!


Og så slutter jeg lige med et foto af noget af aftensmaden fredag :-)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar