torsdag den 7. april 2022

Ændring af planer


Som garvet projektleder ved jeg, at planer meget sjældent er nagelfaste, og det gælder naturligvis også min hundeplan for de kommende uger. 

Det var planen at jeg skulle hente Tytti i Kastrup i morgen aften, og deltage i kursus med hende hele weekenden i Winnies Hundivers i Vejle, sammen med andre nordiske rallyentusiaster. 

Men ak, Tytti Lintenhofer blev testet positiv for Covid-19 i søndags, og dermed blev det i stedet en friweekend for mig. Det var superærgerligt, jeg brugte et meget mindre pænt udtryk, da Helle Gadeberg sendte beskeden om Tytti, men som vi hurtigt blev enige om: hellere nu end 21-.22. maj, hvor hun skal dømme de danske udtagelsesprøver til NM 2022. 

Planen for de kommende uger så dermed ud, som vist ovenfor.

Jeg regnede, som jeg skrev i går, helt sikkert med at komme til NW1-prøve 18.4, jeg stod som nr. 1 på ventelisten. Pga. en misforståelse har jeg overset invitationen, og dermed røg den NW-prøve ☹ Jeg har ærgret mig over det, og så er den sag lukket. 

I stedet deltager Otto og jeg i en dobbelt rally øvet prøve den 18.4 i Niløse. Der er dermed 8 og 7 tilmeldte til de to prøver. Bittesmå prøver, og under ”normale” omstændigheder ville prøven være blevet aflyst. Men Conni, som dømmer, er nærmest nabo til hallen, så efter lidt hurtig regning kunne jeg konstatere, at det løber rundt økonomisk, og så gennemfører vi naturligvis 😉 

Jeg prioriterer konkurrencetræningen med Max allerhøjest de kommende uger, dels fem gange championklasse, dels to måske tre Mästerklass. 

Der er en masse detaljer vi arbejder med pt., og der kommer løbende nyt input. Så sent som i går ved den skønneste træning med begge hunde hos Karina. Vi var tre hhv. to ud af fem på de to hold, så der var masser af tid til at nørde detaljer. Jeg fik arbejdet med det input jeg fik af Johanna i tirsdags. 

Plus der kom lidt ekstra … bl.a. fik jeg en tiltrængt påmindelse om line vs. anvendelse af godbidder (line = fri, ingen godbidder, uden line = træning = fokus kræves). Der blev med Max trænet starter, diskriminering mellem kegle og felt samt sidelæns bevægelse, med Otto bagpartskontrol, glæde ved kegler, fastholdelse af position samt ro i line 😊 

Dejlig træning, og det blev naturligvis ikke rigtigt dårligt vejr. 

På det personlige plan er der desværre også lidt ændringer i planerne – mit venstre knæ og mine ben vil ikke helt som jeg vil. Knæet blev røntgenfotograferet i fredags, jeg gennemgik resultatet med lægen i går, fik en henvisning til ortopædkirurg og har fået tid til en forundersøgelse den 27.4. Oveni fik jeg en lægekonsultation i morgen for noget summen/soven især i venstre ben. 

Ikke at jeg skal beklage mig, det er luksusproblemer i forhold til så meget andet, men det er lidt træls. Og uanset hvor søde og venlige de er i sundhedssystemet, så kommer der altså alligevel nogle bemærkninger indimellem om at det er naturligt med slitage, når man nærmer sig de 70 år … 

Jeg er mentalt ikke helt (læs: slet ikke) parat til at modtage det budskab, men jeg bliver nok nødt til at erkende, at jeg ikke helt kan se bort fra, at jeg nærmer mig den mere modne aldersgruppe. 

Ingen fotos fra rallytræningen, men Kirsten sørgede godt for mig, da jeg kom hjem :-)

Jeg havde derfor også besluttet at tage den meget med ro til aftenens bootcamp; men som Ninna sagde mod slutningen af timen: i betragtning af at jeg havde sagt, at jeg ikke ville træne med, havde jeg gjort det meget godt 😉

Ingen kommentarer:

Send en kommentar