lørdag den 27. august 2022

Fest og rally

Præmieoverrækkelse (foto: Sarah Aalborg)

Jeg føler mig virkelig privilegeret – det har læserne af denne blog vist læst mange gange. Men jeg vil godt skrive det endnu engang efter en vidunderlig start på weekenden. I går var jeg så heldig at være inviteret til en sommer- & fødselsdagsfest, hvor vi fejrede Johanna. Som bonus fik jeg mulighed for at gå en uofficiel rallyprøve med Otto og Max, med mulighed for at belønne undervejs, og det var en fed oplevelse.

Rosetter fra fredagsprøven & Max' Sirius Begynder Rally roset

Otto gik i klasse A (B/Ø-niveau) med line, fordi vi skal til prøve Sverige i morgen med line, og gik superflot. Jeg kan mærke at jeg kan kontrollere hans energi lidt bedre, en masse detaljer er blevet skarpere, uden at gå ud over glæden og det føltes rigtigt godt. Superflot feedback fra Stine, og en meget tilfreds fører.
   
En afslappet Paul følger HTM/FS (foto: Anja)

Max gik i klasse B (E/C-niveau) og gik som en drøm. Der var et lille obs-punkt fra Stine i feedbacken, og særlig ros til et par af øvelserne og min følelse var: fuck, hvor er vi gode!!!! Begge prøver er naturligvis dissekeret og jeg har noteret, hvad der gjorde, at vi gik som vi gik, og hvad vi skal gøre for at kunne gentage det igen og igen og igen …

Tak til alle, men især til Anja, som havde stået for organiseringen, det var dejligt at kunne være med til at fejre Johanna.

Ekspertbanen, dagens første

I dag havde jeg fornøjelsen at dømme hos Hundene på Bjerggaarden for tredje gang, og endnu engang var det en dejlig oplevelse. Neel har så meget styr på at arrangere rallyprøver, og jeg er overbevist om, at alle deltagere synes det er dejligt at gå op på arealet. Det regnede lidt indimellem, men det blev taget med godt humør af alle tror jeg.

Jeg må indrømme at jeg tidligere har haft lidt blandede følelser med at skulle uddele dommerens favorit i de enkelte klasser … det har jeg ikke længere, jeg synes det er en dejlig bonus at skulle forholde sig til det, og det var en stor fornøjelse at uddele alle fire favoritter i dag.

Jeg skal ikke, men jeg har bare lyst til at fremhæve Sarah (og Sky), som gik en superflot seniorklasse, og efter feedback var jublende lykkelig for 88 point, hun havde aldrig fået mere end 80 tidligere.
 
Paul virker svært tilfreds med dommergaven ;-)

Dommergaven er altid velgennemtænkt hos Neel, og viser at hun kender mig: en Shadow Point Pinot Noir 2019 og en Double Chili Lakrids Ale fra Det Lille Bryggeri, så véd jeg der er to skønne oplevelser i vente.

Tak til Neel, Jette og Sandie, som stod for alt det administrative og praktiske, og med ekstra aktiviteter fik tjent 500 kr. til landsholdet i rally! Jeg siger mange tak på landsholdets vegne 💓

Ingen kommentarer:

Send en kommentar