onsdag den 10. august 2022

Guddommelig træning

Pkhali på Rioni

Hundetræningen har stået lidt på standby siden sidste onsdag, da jeg har været i Helsinki fredag til søndag i forbindelse med dels NKU-, dels FCI-rallyudvalgsmøde. Der er ikke så meget at fortælle fra møderne, men jeg fik det mest fantastiske måltid i fredags på Rioni i Espoo. Georgisk mad, som jeg har nul kendskab til, jeg havde fundet stedet via anbefalinger på Tripadvisor. Jeg gik 1½ time i det skønneste sommervejr fra Scandic i Espoo til Rioni, og fik pkhali, kupati og øl fra Argo, et fantastisk måltid med den skønneste mad fra Georgien. 


I går fik jeg lokket Kirsten til at fotografere Max og mig til Sirius Rally Begynder programmet. Det var superflot, dog opdagede jeg - da jeg gennemgik filmene - at Max satte sig lige i starten af langsom gang, og jeg skulle bruge nogle flere optagelser af sit gå rundt om.

Så aftenens aftale med Birgitte og Anita om hhv. nordisk og svensk rallytræning blev suppleret med at Anita, som har bestået med Girah, og derfor har styr på generaliseringerne, fik filmet det sidste jeg manglende med Max.

   
 
Den nordiske træning var en af Beatrices baner fra de danske kvalifikationsprøver sidste år. Jeg var først oppe og var egentlig ret godt tilfreds med min og Max’ indsats og så alligevel ikke. 

Det var først da jeg kom hjem, og Liv begyndte at spørge til prøven (hun havde set optagelsen), at det gik op for mig, hvor god den havde været .. Jeg var 100 % på, og håndterede meget flot at Max var supertændt, at der var fine forstyrrelser og skete en masse fejl undervejs. Perfekt, selvom det bare ikke var den fremtrædende følelse efter at have gået banen. Tak til Birgitte og Anita for meget fin feedback!

Jeg må blankt erkende at det var en fejl at have taget Otto med. Han havde været til Nose Work-træning sidste på eftermiddagen, hvor jeg lærte at 13 kilder i rap i lummervarme inden vi skulle have  individuel tid var kikset (DUMT!), og han skal varmes godt op til rally; det var der ikke overskud til hos mig, så han måtte nøjes med en luftetur til sidst, efter et halvhjertet forsøg på en svensk bane, hvor hans fokus var på Girah og Linus

De sidste optagelser med Max til Sirius var lige i øjet, jeg kunne redigere det hele færdig om aftenen, sendte til Johanna 22:30 og fik meget fornem bestået mail fra Helle Gadeberg 22:53. 

I dag gik turen til Albertslund til træning hos Karina, igen havde jeg fået en aftale om at Otto kunne flytte til Max’ hold, og det blev den mest fantastiske træningstime. 

Der var to runder: 
  • en hurtig genopfriskning af godbidder på tallerkener som forstyrrelser/ekstern belønning, 
  • en fed championbane med pæn sværhedsgrad
Jeg var på som nr. 2 og 5 ud af 5, startede med Max, skiftede til Otto, og efter at han havde gået banen var Max på det sidste stykke tid. 

Hvad fik jeg? To stjerner på træningen med eksterne godbidder, de har fuldstændigt fokus på mig, så de kan glemme belønningerne, og hvad kan være mere fedt for en fører??? 

Otto var på først på banen og han gik som en drøm. Karina er vant til at Max er først på, og sagde i sin feedback at hun troede det VAR Max, så flot gik Otto – større ros kan jeg ikke få!!!!! 

De gik begge overjordisk smukt, og ja, det ville være en værdig sidste træning – men det må det helst ikke være … 

Karinas setup, hendes entusiasme hele vejen igennem, hendes øje for helhed OG for detaljer, hendes fantastiske feedback osv. Jeg HAR tilmeldt næste runde med både Max og Otto, vi får SÅ meget ud af træningen Hos Karina. 

Det VAR guddommelig træning!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar