Max’ fokus

Grafiko.dk © 

Lørdag gik turen til Hangar 17, hvor der dels var finaler i Årets Hund 2022, dels to kvalifikationsprøver til landsholdet 2023.

Max var i finalen til Årets Hund for ottende år i træk og for sjette gang i championklasse. Vi gik en skøn bane, bl.a. med den smukkeste sidestep til venstre. Jeg fik blandet nordisk ind i dansk rally da jeg fik samlet Max op på den forkerte side i sidste øvelse, og gik i mål med ham på de forkerte side 😊 Eller også havde jeg bare ikke gået en ordentlig banegennemgang …

Otto var i finalen for tredje år i træk og for første gang i øvet klasse. Som jeg skrev i forrige blogindlæg skulle dette være hans sidste rallyprøve i lang tid og den skulle naturligvis afsluttes med manér. Jeg havde derfor besluttet for en uges tid siden, at vi skulle lege os igennem banen; legetøjet blev trukket lige da vi gik ind over kantbåndet – og det blev brugt flittigt undervejs. Både Otto og jeg havde en fest og naturligvis fortsatte festen udenfor hallen. En skøn afslutning på første del af vores rallykarriere.

Indimellem de to nævnte prøver var Max oppe to gange i nordisk klasse, de første kvalifikationsprøver til landsholdet 2023. Max og jeg gik to fine prøver, på trods af en noget handicappet fører. Det er ikke noget jeg gør et stort nummer ud af, men jeg er i november sidste år diagnosticeret med svær spinalstenose og så sent som i forgårs er jeg blevet henvist til en rygkirurg til forundersøgelse, fordi jeg har en del smerter i ryg og baller. Det er åbenlyst, at jeg ikke går særligt godt, og jeg fik også mange søde hilsner i lørdags og masser af gode råd – tusind tak for det.

På den første bane lavede vi bl.a. nogle fede sidestepøvelser og de flotteste bakke væk fra fører. Der kom en sekvens, der drillede. Jeg skriver ikke point, men på den front var det vores dårlige nordiske ever.

Jeg lavede noget kortere banegennemgang end normalt – jeg plejer at gå to fulde banegennemgange – men det kunne benene simpelthen ikke holde til i går. Den anden nordiske bane gik jeg én gang, meget langsomt og måtte opgive anden runde. Da vi gik banen oplevede jeg for første gang, at jeg simpelthen ikke kunne fokusere ordentlig på nogle af skiltene, fordi de gjorde så ondt. Der var en 360 graders øvelse i løb, og jeg kunne ikke se eller huske, hvad jeg skulle gøre, men nåede at tænke, at med Max på højre side var det nok højre rundt …

Det, der var det fantastisk skønne ved de tre prøver med Max, var HANS FOKUS! Selvom jeg følte, at jeg ikke kunne yde tilstrækkeligt, var hans fokus der hele tiden. 

En af dagens allerbedste oplevelser var at Helle Damkjær kom hen til mig umiddelbart efter den sidste prøve, jeg var lige kommet ud af opvarmningsområdet og kælede med Max og sagde tak for ham … og Helle fortalte at det havde været så åbenlyst at jeg havde haft det meget svært på banen, men at Max’ fokus havde været 100 % hele tiden.

Det er den allerstørste ros jeg nogensinde har fået som hundefører.

Turen hjem, Liv og jeg fulgtes, var en fantastisk mulighed for at få talt alt muligt igennem om dagen, herunder at få vendt en masse, som jeg tidligere har skrevet om i denne blog, om hvorfor jeg træner og går til prøver. Det kan siges så enkelt: For at kunne se Max (eller Otto) i øjnene, mærke at vi er ét, vi er fælles om det vi laver og intet i verden kan bryde det bånd.

Jeg var megatræt da jeg kom hjem, men faktisk kun fysisk, for inde i hovedet havde jeg det fantastisk godt.