mandag den 8. maj 2023

Bestået!

Det flyvende skilt :-)

Fredag skulle Max og jeg debutere i seniorklasse i rally. Det var vores første prøve siden 7. januar og dermed også den første efter min operation.

Træningen hos Karina onsdag var som skræddersyet til os, mine noter: ”Skøn helhedstræning hos Karina med Max. Fuld bane med max 2 belønninger og ingen ommere. Det fedeste fokus fra Max. Hans fører var lidt rusten og jeg kom til at grine under feedback, for det var alt sammen noget jeg selv plejer at gøre og ikke gjorde i dag, lidt rusten 😁 Vi gentog banen uden skilte bagefter og alt fungerede som det skulle. Fx sige plads/højre i stedet for Max, time stå-kommando og holde fokus hele vejen. Vi er klar til fredag 🤩

Kriterier til prøven fredag: ”Alt det udenoms det sædvanlige: ankomst, Max ud osv. Da der er 2-3 de to gange er det nemt at planlægge. P1: en banegennemgang for at have styr på skiltene, en banegennemgang hvor jeg siger kommandoer og tjekker skridt. Inden jeg derefter henter Max tørtræner jeg eventuelle snævre vendinger (dobbeltøvelserne). Derefter opvarmning som normalt. Styr på boble. Vend om hvis jeg mister kontakt inden start. Og ny opstart. Gå banen som vi plejer og vi kan. Ommere ok. NB fra træningen: kommandoer, ikke hans navn. Undtagelsen er tulipan. Husk de to øvelser efter kantbånd. Husk den genfundne favoritbold. Efter leg tilbage i bilen. Skrive noter. Eventuelle korrigeringer til runde to. Slap og gå ud og hyg. P2: Det samme, med eventuelle korrektioner.

Jeg glæder mig på en ganske særlig måde, efter 7 år i championklasse åbner sig et nyt, spændende kapitel i vores rallykarriere.”

Mine noter fra de to prøver:

P1 Fedt fokus hele vejen. Virkelig godt af Max som bl.a. blev ramt af flyvende skilteholder. Jeg holdt fokus og det føltes godt. Vi bestod ikke. Jeg gik forkert i kegle, jeg fornemmede det men var så fokuseret på Max og så mistede vi stå gå fra og indkald. Meget tilfreds 🤩

P2 superfokus begge veje. Yderst tilfreds!!!!"

Der var nogle små detaljer med mine ben, jeg noterede mig, men vi er helt klar til at gå rally igen for alvor, uden at skulle tænke på benene. Jeg overholdt alle mine kriterier og kunne køre hjem med armene hævet over hovedet.

Jeg har derfor bedømt mig selv til at være Bestået 😉




Prøven blev afholdt af Neel (Hundene på Bjerggaarden) og var naturligvis perfekt tilrettelagt, med masser af plads, fine arealer til baner, opvarmning og luftning, flotte præmier og en super god stemning. Max var meget tilfreds med præmierne, dog fik Otto fat i bolden, da vi kom hjem, og siden har det været Ottos favoritlegetøj!

 

I weekenden har jeg været på Bornholm og dømme for DKK Kreds 8. Birgitte Lous har ydet en kæmpeindsats med at arrangere tre prøver fredag-søndag og været prøveleder mv. alle dage. Det er meget populært og i den grad værdsat af alle. Alt det praktiske i forbindelse med min rejse og ophold kørte snorlige, det er en ren fornøjelse at dømme under sådanne vilkår.

Jeg havde designet nogle ret fede baner, når jeg selv skal sige det, de kan ses her, og de blev vel modtaget.

Det var ikke en mindre fornøjelse at dømme nogle fantastiske ekvipager, der performede på et virkeligt højt niveau. Jeg gav 16 ud af 86 100 point, jeg nød at dømme og jeg nød at give feedback hver eneste af de 86 gange, det var så flot alt sammen.


Der var ikke så meget tid til det udenoms, men jeg havde for længst booket på Râzapâz lørdag aften, en skønt 5 rettes menu med tilhørende vine.


Søndag nåede jeg omkring Snogebæk efter at have dømt, og fik en hindbærflødebolle softice hos Kjærstrup, og en tur i Rønne Havn inden turen gik hjem.

En forlænget weekend i rallyens tegn og en ekstra god én af slagsen.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar