I går var jeg inviteret til at dømme rally for Hornsherred HTM Klub i Vipperød. Det startede med en invitation til en almindelig prøve, men der skete alt muligt undervejs, så det endte med en dobbeltprøve hvor Liv dømte de to seniorklasser først, jeg de øvrige otte klasser derefter.
Det blev en fantastisk dag på alle parametre, en god kandidat til min bedste prøvedag ever.
Det allerbedste var de to prøver, Max og jeg startede dagen med.
Mit fokus var det, jeg nævnte forleden, om at gå lidt langsommere, være rolig, huske at klappe opmuntrende hvis nødvendigt. Vi gik en ret fed bane 1, der var en øvelse i starten, hvor der var noget snus (det blev senere afsløret, at der lå en godbid), men vi arbejdede videre og de sidste to tredjedele af banen (og også starten) var jeg særdeles tilfreds med. Det føltes rigtigt godt.
Vi var kun tre i klassen til begge prøver, så vi var hurtigt klar til næste prøve.
Jeg mistede Max lige inden vi skulle ind på banen, stoppede op, og fik hurtigt kontakt igen … og så gik vi ind og gennemførte en af de skønneste prøver, jeg overhovedet kan mindes. Max og jeg var ét og gik som vi kan, når vi er allerbedst. Han var med hele tiden, jeg havde styr på tempo og kommandoer, og tænkte rigtigt hele tiden.
Neel var dommeraspirant og oplevede dermed begge prøver på nærmeste hold, jeg citerer: ”I har det bedste samarbejde. Hvis man ikke vidste andet skulle man tro at hunden var preprogrammeret og “bare” gik banen. Ser så legende let og fedt ud. Tillykke. Og tak for en fed dag ❤️”
Det er så smukt skrevet, tusind tak for det Neel!
Som bonus vandt vi begge klasser og med 96 og 100 point fik vi også to bronzepinde. Jeg fik desuden dommerens favorit af Liv i anden prøve, pga. min omhu ved indgangen, med at sikre at jeg havde Max med.
Det var den bedst tænkelige start på dagens rallyaktiviteter.
Derefter skulle jeg dømme i alt omkring 50 ekvipager i 8 klasser (dobbelt C, E, Ø og B). Max skulle være i bilen, men Britt og Pernille sørgede for at hjælpe med at lufte og holde øje med ham resten af dagen, tusind tak igen for det!
Der var masser af flot førerarbejde hele dagen. Jeg havde fået lov at medbringe lidt legetøj til dommerens favorit i de enkelte klasser, og det var både enkelt og lidt svært indimellem. Men det er alligevel, nemt, når man selv kan fastlægge kriterierne 😊 Så der var både for flotte øvelser, godt kommet igen (de fleste var oppe til begge prøver) og for flot planlagt belønning undervejs, hvor det var tydeligt, at det gav mening for hundene og havde god effekt.
Midt på dagen – lige før en præmieoverrækkelse i den anden ende af hallen, hvor der var HTM-/FS-konkurrencer – fik jeg lov at overtage scenen dér: Liv og jeg havde en meget hemmelig aftale om at Sydkystens Hundeskole Hundepris for 2023 skulle uddeles til Sonja og Tine ved denne lejlighed. Begrundelsen kan læses her, og der er ingen tvivl om at det var et meget populært valg og meget velfortjent, at de modtog prisen.
Vi havde aftalt, at jeg spiste frokost under de to banegennemgange i ekspertklasse, og Liv havde sørget for noget lige efter min smag: gravad laks fra SuRi og spegepølse fra en lokal slagter, fantastisk rugbrød og hjemmeavlede tomater, et kongemåltid!
Liv godt hjulpet af Milton var sekretærer, så det administrative bare kørte på skinner. Hun havde også sørget for en dommergave ud over det sædvanlige: et gavekort til Herslev Bryghus, så Kirsten jeg sammen kan få en hyggelig oplevelse.
En lang og dejlig dag. Velplanlagt og velgennemført, det var en udsøgt fornøjelse at være dommer. Sådan måtte min sidste rallydag gerne forløbe – et par fantastiske prøver med egen hund og en masser skønne oplevelser som dommer.
Da jeg vågnede i morges kunne jeg mærke glæden boble. Det var den skønneste dag at være en del af. Og Max, jeg er ved at eksplodere af stolthed over den seje stjerne. Den anden bane var vidunderlig og den glemmer jeg aldrig.
Tusind tak til Liv og alle andre, der gjorde denne dag til noget magisk 💕
Ingen kommentarer:
Send en kommentar