Efter et par stille måneder på alle fronter blev 2024 sparket i gang denne weekend.
Lørdag stod den på finalen i Årets Hund i rally. Jeg har haft det som det store resultatmål (!) at komme i finalen i seniorklasse med Max. Vi kvalificerede os ganske overbevisende som nr. 2 på kvalifikationslisten med 967 point. Signe og Lukka lå nr. 1 med 988 point, Cathrine og Diva nr. 3 med 915 point.
Pointene i finalen talte dobbelt - 2 dommere dømte og begge resultater talte 100 %.
Jeg må indrømme, at jeg vildt gerne ville gå finalen, og jeg håbede at vi kunne fastholde andenpladsen.
Det var bestemt ikke en af vores bedste banegennemgange pointmæssigt. Men mentalt måske den bedste ever. Jeg gik ikke særligt godt, læs: jeg gik banen meget forsigtigt, og var omhyggelig med ikke at falde et par gange. Men gode seje Max var bare hos mig hele vejen, det er til at tude over hvor intens hans kontakt er, og ja – han er blevet belønnet mangefold, og jeg elsker ham så højt så højt.
Som det kan ses af fotoet, endte vi som nr. 2.
I formiddags gik turen til Køng, hvor Trine Jensen, HundensFavorit, havde arrangeret en workshop: Vision Board 2024. Jeg havde meldt til, straks den blev opslået, og den levede på alle måder op til mine forventninger. En introduktion, en præsentationsrunde to stemningssættende stykker musik – Vangelis titelmelodi til Conquest of Paradise samt starten af første sats til Vivaldis foråret fra de fire årstider – og så gik vi i gang.
Man kan sagtens (?) skabe et Vision Board alene, men det var meget givende at gøre det sammen med andre. Lytte til de andres baggrund, deres tanker, kunne udveksle tanker undervejs og til sidst kort gennemgå sit eget resultat.
Jeg synes mit eget Vision Board var lige i øjet, og det kommer i ramme ved mit skrivebord.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar