tirsdag den 26. marts 2024

Pissegod træning


Max, Otto og jeg havde en aftale med Karina i eftermiddags i Albertslund, og endnu engang var det træning langt udover det sædvanlige.

Som jeg tidligere har skrevet, har jeg måske et lille problem med selvdisciplin i forhold til træning. Med enetimer hos Karina hver anden/fjerde uge har jeg nogle pejlemærker, og det giver motivation til den løbende træning. Desuden har jeg fået meldt både Max og Otto til en del prøver de kommende måneder og det giver yderligere motivation.

Vi har 1½ time til træning, Otto får hovedparten, Max de sidste cirka 20 minutter.

Noter efter træningen med Otto: ”Otto var eksplosiv af energi og arbejdsiver, så der skulle arbejdes med Bianca-cirkel og trækkeleg for at få LIDT energi brændt af. Så gik han en gudesmuk bane, hvor jeg kunne mærke hjertet banke af intens kærlighed til ham. Træning af ro i positioner (2 sekunder før belønning, rolig håndføring), og der kom ro på - lidt bagpartskontrol med target, snak om bl.a. opvarmning og indgang på bane, fed, fed træning”.
   

Otto er en god kandidat til jordens gladeste hund! Han hopper og danser af energi, og der skal virkelig arbejdes seriøst med opvarmning, for at komme ned på et energiniveau, hvor han er til at kontrollere. Når han er dér, kan han det hele, og den bane jeg gik med ham var vidunderlig. Fokus, glæde og viljen til at arbejde. Der er meget at arbejde med i forhold til præcision og ro, men det kommer stille og roligt.

Som jeg skrev til min coach tidligere i dag: ”Jeg håber han bliver ved med at være den glade, hoppende, ivrige hund altid .... vi skal hygge big time med rally 😍

Noter efter træningen med Max: ”Max var på de sidste 20 minutter, vi arbejdede med sidestep og skift side foran, lidt bagpartskontrol på højre side med target, og han gik naturligvis fantastisk. Virkelig fantastisk træning!!!

Jeg har skrevet det før: man kan godt træne med en næsten 13 år gammel hund, få fokuseret på detaljer, der mangler den sidste præcision. Max vil så gerne og så gider jeg også træne 😉

Der er en del prøver i kalenderen de kommende måneder, og jeg nyder at være den ”nye” Paul, som bare tager dem én efter én og nyder dem, for jeg skal ikke nå nogle bestemte resultater eller kvalificere os til noget. Jeg vil da gerne til DM og Årets Hund finale med Max i år, men det er ikke mål som sådan, men jeg vil elske at komme med!

Jeg elsker at træne hos Karina! Hun er, som jeg vist har skrevet mange gange, fantastisk til at iagttage og give feedback, og jeg får altid en række gode råd med hjem, så jeg har noget konkret at arbejde med. Og jeg tager altid hjem glad og topmotiveret.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar