|
Aftenens træning Uva Mira Shiraz 2018 (Stellenbosch) og Eberle Steinbeck Vineyard Syrah 2020 (Californien) |
Sommelieruddannelse
Den 12. marts i år gik jeg i gang med sommelieruddannelsen på Vinakademiet. I går gennemførte jeg den tiende af de i alt 21 undervisningsgange, hvor den sidste er eksamen den 25. februar 2025.
Vi får en omfattende, detaljeret og inspirerende gennemgang af alt muligt i relation til det, at være sommelier. Fokus er på vin i meget bred forstand:
- fremstilling af vin generelt, herunder det botaniske, vindruens udviklingsfaser, sygdomme, opbinding, beskæring osv. osv.
- vinfremstilling, vindistrikter, druer og vintyper i de klassiske lande og en række nye lande,
- særskilte dage om Champagne og andre mousserende vine, søde vine, hedvine, øl, spirituosa
- mad og vin, herunder tilberedningsmetoder og råvarers betydning for vinvalget
- defekter i vin
- dekantering af vin
- og ikke mindst analyse af vin og bedømmelse af vin
Alt sammen med de allerbedste undervisere, man kan tænke sig.
Det har for mig været en drøm at komme i gang med uddannelsen, og mine forventninger er allerede indfriet i høj grad, og vi er kun halvvejs. Jeg havde ønsket at få et dyberegående kendskab til vin i bred forstand og ikke mindst lære at smage på vin og kunne sætte ord på, hvordan vinen smager og hvordan jeg vurderer den.
Jeg har meget at lære endnu, men hele fundamentet er der, og i det videre forløb er det ”bare” at lytte og lære, og ikke mindst læse, repetere … og træne det at bedømme vin.
Jeg anvender herhjemme Coravin, som muliggør at drikke vine glasvis uden at trække proppen op af flasken. Vinen der tappes erstattes med argon, så vinen i flasken kan gemmes uden at blive påvirket af ilt. Det er perfekt for mig, der gerne vil smage ét eller to glas forskellige vine, uden at skulle åbne en flaske hver gang.
Rent praktisk betyder det at jeg i mit regneark med vinlager har en kolonne, hvor jeg noterer dato for tapning af første glas, og nu har mulighed for at smage den samme vin 5 gange (med et typisk glas på 15 cl.).
Jeg bruger det strukturerede skema, som vi skal bruge i forbindelse med uddannelsen, og bliver i sagens natur bedre og bedre og hurtigere og hurtigere til at kunne gennemføre analysen:
- Udseende: klarhed, farveintensitet, farvenuance
- Duft: renhed, duftintensitet, aromaudvikling, aromakategorier og aromaeksempler
- Smag: Sødmegrad, syre, tannin, krop, smagsintensitet, aromakategorier, aromaeksempler, alkohol, eftersmag
- Konklusion:
- kvalitet
- potentiale
- druesort
- alder/årgang
- oprindelse
- serveringstemperatur
- mad/råvarer
Det lyder omfattende og det er omfattende, vi skal kunne gennemføre 4 analyser på 30 minutter, så det gør vi 😉
Det er for mig en fantastisk gave at have lært at arbejde så systematisk med det at smage en vin. Jeg har smagt mange vine i mit liv, men jeg har aldrig prøvet på en så struktureret måde at været tvunget til at analysere en vin, kunne argumentere for analysen og omsætte analysen til en kvalitativ vurdering.
Kvalitetsvurderingen er baseret på en vurdering af vinens Balance, Længde, Intensitet og Kompleksitet, og munder ud i en bedømmelse på en 6-trins skala: Defekt, Dårlig, Acceptabel, God, Meget god, Fremragende.
Bemærk at det ikke handler om, hvor vidt jeg kan lide vinen eller ej, det er om ikke en 100 % objektiv bedømmelse, så dog en bedømmelse, hvor det subjektive element er ret begrænset. Så det er ikke et spørgsmål – ikke i første omgang i det mindste 😊 – om vinen falder i min smag.
|
En flot og værdsat vingave |
En uventet men kærkommen bieffekt af sommelieruddannelsen er, at jeg af omsorgsfulde gavegivere får vingaver, hvor der virkelig er tænkt over indholdet. Med få dages mellemrum fik jeg gaver, med flere flasker, hvor giverne havde talt med vinhandleren om hvem der skulle modtage den, og hvor det er tydeligt at der er tænkt over sammensætningen. Det sætter jeg kæmpestor pris på, og det giver et ekstra element af glæde, når jeg skal smage vinene.
Mentaltræning
Jeg skrev i mit forrige blogblogindlæg
Mig, Hunden, Opgaven om et spændende webinar med Rasmus Bagger. Jeg har i forlængelse af det søgt om at komme på Mental Trainer Practitioner™, og i går fik jeg at vide at jeg er optaget.
Hvad omfatter uddannelsen?
”Mental Trainer Practitioner™ er den perfekte grunduddannelse for dig, der er nysgerrig på det mentale univers' ubegrænsede muligheder. Dette certificeringsprogram er designet til at give dig både den teoretiske viden og de praktiske færdigheder, der er nødvendige for at arbejde professionelt som mentaltræner. Uanset om du arbejder med atleter, erhvervsfolk eller personlig udvikling, giver Mental Trainer Practitioner™ dig et solidt fundament i mentaltræningens kerneprincipper.”
Som flere har sagt til mig: Det er lige dig 😉
Uddannelsen består af 4 moduler à 2 dage, som jeg regner med at gennemføre i perioden 7. november til 31. januar.
Hundetræning
Hvad nu med hundene?
Bare rolig, de er ikke glemt!
Max og jeg tager en sidste drengetur til Århus fredag-lørdag, for at deltage i finalen i Årets Hund i rally på lørdag på Vilhelmsborg. Vi har prøvet det en del gange før, og det en dejlig måde at slutte af på.
Jeg har trænet lidt med de langsomme, tydelige armbevægelser og håndtegn, og det ser ud til at fungere. Vi finpudser med lidt træning i morgen.
Ellers bliver det er forhåbentlig superhyggelig tur med færge til Århus, middag på Møf, overnatning i centrum og stille og rolig start på dagen inden vi tager til Vilhelmsborg.
Det er 10. år i træk Max er til finalen i Årets Hund.
DM først på måneden, ÅH sidst på måneden. Det er en fornem afslutning på en meget lang karriere i mange forskellige discipliner, og det er dejligt at slutte i den disciplin, som ubetinget har fyldt mest.
|
Flaget blev brug til rally i februar 2024 (foto: Liv) |
Liv har opdateret Max’ mesterskabsflag, det kommer med i weekenden, så vi kan få taget nogle gode billeder 😊
|
Træning hos Shandi, skønt fokus fra Otto (foto: Shandi) |
Otto er kommet i centrum nu, både træningsmæssigt og konkurrencemæssigt. Vi er tilmeldt en del prøver i rally, vi har enetimer hos Karina og er i sidste uge startet på ugentlig holdtræning hos Shandi (Hund og Glæde Hundeskole), det er skønt at være i gang igen, og på et superhyggeligt hold med gode og alsidige træningsoplæg.
|
Ulven Paul :-) |
Desuden er jeg begyndt at træne Freestyle med Otto, som jeg nævnte i
Nørderi. Det er hyggeligt at træne det ved siden af rallyen, og jeg glæder mig meget til at præsentere det i større sammenhæng.
PS:
Jeg skal da også lige nævne til allersidst, at jeg i sidste uge var på mit allerkorteste besøg på Dermatologisk Afdeling på Roskilde Sygehus. Jeg er nu helt stoppet med medicinering efter mit sygdomsforløb, så for første gang i over et år tager jeg ikke piller! Jeg skal naturligvis være opmærksom på eventuelle tilbagefald, men hvis der intet uventet sker, bliver jeg pr. 14. januar 2025 erklæret symptomfri.