onsdag den 11. september 2024

Nørderi

Jacobshavn

Otto er som bekendt rykket i ekspertklasse i rally, og min tilgang til træningen er blevet som den var ”i gamle dage”, struktureret og systematisk med refleksion, planlægning, udførelse og opfølgning/refleksion (think, plan, do).

Vi træner selvfølgelig både specifik adfærd og kombinationer af adfærd, som samlet udgør øvelserne i ekspertklasse og championklasse. OG mere generelle dele, hvor en del er tværgående i forhold til øvelserne (fx præcision i venstre- og højreposition), en anden del handler om alt muligt andet, specifikt udholdenhed og miljøer. Jeg træner mest alene med Otto, men har også faste enetimer hos Karina, og mere løser aftaler med andre.

Nu hvor FCI-rally øvelsesmæssigt er en delmængde af DKK-rally, er det også naturligt at begynde på noget træning under overskriften FCI-træning, men ærligt talt er det jo bare som at træne championklasse, bare lidt nemmere 😊 Sagt helt uden ironi! Udførelsen er tæt på den danske – med manglende mulighed for ommere som en meget væsentlig forskel – og bedømmelsen ikke meget forskellig fra den danske, med det vi for tiden ved.

Ret spontant besluttede jeg for nyligt at starte med et Freestyle-nummer med Otto, vi er tilmeldt en træningskonkurrence 26. oktober og en officiel prøve 27. oktober. Jeg må indrømme at jeg selv blev overrasket over, hvor tændt jeg blev på at arbejde med nummeret, og jeg kan godt mærke at der er en del erfaring af trække på, selvom det er nogle år siden Max og Lille Bjørn var aktive i HTM/FS.

Noget af det, jeg har tænkt en del over, er:
  • at holde det nede på jorden,
  • bruge noget adfærd vi kan, eller let kan indlære,
  • skabe flow og rytme, der passer til musikken og
  • holde længden på et fornuftigt niveau (kortere end en rallybane).
Musikken er de første cirka 1½ minut af Ulven Peter med Peter Belli og Les Rivals, og jeg synes FS-nummeret ser meget lovende efter ganske kort tids træning.

Nu jeg er inde på hundedelen, er der fire andre ting jeg har lyst til at nævne:
  • Selvom Max er næsten pensioneret (det bliver han først officielt efter Årets Hund finalen 28. september), træner han selvfølgelig stadig med, men i mere begrænset omfang. Han er også tilmeldt flere prøver, fordi vi stadig hygger os sammen med prøverne, og nu er det nemmere, fordi der helt sikkert ikke er resultatmål.
  • Jeg har stået for en officiel evaluering af DM i rally, hvor officials er spurgt direkte, og ”alle” er spurgt via DKK’s Rallygruppe på Facebook. Denne officielle evaluering er færdiggjort i dag og sendt til de relevante parter. Det jeg gerne vil nævne, og som har gjort mig virkelig glad, er at der udover en masse ros også er kommet en masse konstruktive forslag til forbedringer; som i seriøst konstruktive. Der har ikke være sure opstød eller andet negativt, blot nøgterne forslag til forbedringer. Det gør det endnu sjovere at skulle opdatere drejebogen for DM.
  • Jeg tjekkede mit dommerkort forleden og ærligt talt så det lidt slidt ud ... Jeg har fået et nyt, men jeg nænner ikke at kassere det gamle :-)
  • Jeg dømte for Rhodesian Ridgeback klubben i lørdags og ret spontant fik Carsten Grøn og jeg i forbindelse med præmieoverrækkelsen arrangeret, at vi ønskede Annette Hansen tillykke med den flotte 3. plads ved DM, hvor hun og Rafiq blev nr. 3 i seniorklasse.

Forrige tirsdag startede niveau 2 af sommelieruddannelsen, som slutter med eksamen 25. februar 2025.

Niveau 1 var 8 dage, niveau 2 13 dage, og vi kommer naturligt meget dybere ind på mange områder, som er berørt eller slet ikke nævnt på niveau 1. Første dag drejede sig om vindruens udviklingsfaser, sygdomme i vinmarken, beskæringsmetoder, opbindingsmetoder, vækstbetingelser – klima, topografi, hav/søer/floder, jordbund - gær og indholdet af vindruen.

Anden dag gik vi i dybden med Italien og fik udvidet det smageskema, som vi har brugt i del 1.

Jeg er totalt vildt med smageskemaet, fordi det giver en 100 % struktureret tilgang til det at beskrive og bedømme en vin.

Det nye på niveau 2 er, at vi på en fast skala skal vurdere vinens kvalitet og potentiale.

Vinens kvalitet er baseret på en vurdering af 4 faktorer (BLIK): Balance, Længde, Intensitet og Kompleksitet, og en ”objektiv” vurdering baseret på de forskellige elementer i analysen af vinen. Ens egne præferencer indgår ikke!

Potentiale er en vurdering af, om det er en vin der bør lagres, er drikkelig men har yderligere potentiale, er på toppen (som kan være en lang periode) uden at blive bedre eller er for gammel. Der er præcis de fire muligheder.

Jeg bliver ikke så sjældent spurgt, hvorfor jeg er tilmeldt uddannelsen, når jeg ikke skal arbejde med vin professionelt. Det helt korte svar er, at jeg har ønsket at lære at forstå vin i dybden, så jeg var i stand til at sætte ord på vinoplevelsen, vurdere vinen og argumentere for vurderingen.

Det bliver fuldt ud opfyldt.

For at kunne opfylde mit ønske er man nødt til at vide en masse om ”alt” i processen, for det glas vin, jeg sidder og nyder på et givent tidspunkt, er et udtryk for et langt og komplekst forløb. Viden om de elementer der indgår i forløbet, kan gøre at jeg forstår vinen bedre og kan sætte den i perspektiv. Ja, man kan også nyde vinen uden den viden, men for mig gør det nydelsen meget meget større, når jeg kan sætte det enkelte glas vin ind i en kontekst.

Jeg har netop foræret mig selv en for-fødselsdagsgave. Hvis det havde været indenfor hundeverdenen, kunne det have fx have været et kursus i fri ved fod eller alt muligt i andet. Nu er jeg i vinverdenen og her er omtalen, som jeg straks faldt for:

Kom med til årets masterclass: The Geology of Burgundy's Côte d’Or

Nu har du muligheden for at nørde helt ned i det komplekse terroir bag nogle af verdens mest eftertragtede vine. Den 13. november byder Vinakademiet på en dybdegående masterclass med den anerkendte geolog Francoise Vannier-Petit og vinskribent samt underviser på sommelieruddannelsen René Langdahl.

Du bliver bl.a. klogere på:
  • Geologien, terroir, climats og lieu-dits i Côte d’Or
  • Case-studier: Jordbundsvariationer, soleksponeringer og vindretninger samt deres betydning for vinene i Santenay og Chambolle-Musigny
  • Fremtidsperspektiverne for Côte d’Or.
Undervejs vil du smage minimum 14 vine, der eksemplificerer de teoretiske pointer.

Meget avanceret, med nørdet og lige mig 😊

PS: Mere nørderi - den meget korte version :-) Jeg havde købt en flaske Champagne som gave. Jeg er typen der læser al information på flasken nøje. Der stod på forsiden Blanc de Blancs (Chardonnay), på bagsiden Blanc de Noirs (Pinot Noir). Det er 100 % modstridende så jeg skrev til Champagnehuset og til butikken, hvor flasken er købt. Resultat: Tak fordi jeg gjorde opmærksom på det, og i dag modtog jeg to flasker Champagne (den ene en 2014) som "kompensation". Jeg siger tak for topprofessionel service. Kirstens kommentar: Du er garanteret den eneste der har lagt mærke til det.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar