tirsdag den 27. maj 2008

LP3



Megan bestod LP3 i går. Hun fik 249 point og dermed en flot 1. præmie, og blev 3. vinder.

Det var en fantastisk dejlig fornemmelse at tage det første store skridt mod vores hovedmål for 2008: at Megan skal blive DKLPCH – se vores mål her.

Prøven var arrangeret af Dansk Collie Klub og fandt sted ved Rishøj Idrætscenter i Køge. Arrangementet var meget professionelt planlagt og gennemført, så alle rammerne var på plads for gode prøver. Der var en meget hyggelig stemning på dagen, og der var rigtig godt engagement fra tilskuerne og der blev klappet meget af de mange fine præstationer på banen. Og med Marianne Jensen og Hans Ove Pedersen som dommere var den side af sagen også i de allerbedste hænder.

Vi har kun en gang været til prøve hos Marianne, det var 3. marts 2007, hvor Megan fik sin første LP præmiering overhovedet, en 3. pr. i LP1. Siden 18. april i år har vi trænet hos Marianne, så det var ekstra spændende at skulle gå til prøve med hende som dommer igen.

Jeg er blevet spurgt, om jeg var nervøs både pga. prøven som sådan og pga. de mange tilskuere, jeg kendte. Svaret er: overhovedet ikke. Jeg har lidt kriller i maven lige inden vi går i gang, men under prøven er jeg helt koncentreret om Megan og de opgaver, vi skal udføre. Jeg har taget testen i Lyckas på tävling , og har en god konkurrencepsykologiprofil.

Den officielle bedømmelse med Mariannes kommentarer og mine egne bemærkninger ligger her, og siger det meste. Lidt ekstra bemærkninger:
  • Jeg havde besluttet på forhånd, at jeg ikke ville bruge line mellem nogen af øvelserne, og det var jeg rigtigt godt tilfreds med. Jeg havde hele tiden kontakt med Megan, og måtte også lige stoppe hende på vejen ind i dommerteltet, hvor der formentlig har været køligere og sikkert også noget spiseligt
  • Jeg kan se af Vicky Bjerrings fine fotos, at jeg ser meget alvorlig ud, og det skal jeg arbejde med at ændre. Hvis jeg er glad og det kan ses, vil Megan også være det!

  • Jeg skal bare have mere fokus på det allerførste step i hver øvelse. Den ekstra dæk-kommando i fællesdækken var helt unødvendig, Megan kiggede væk lige inden jeg skulle afgive kommandoen, og jeg skulle naturligvis have sikret mig kontakten først. Det første skridt i apporteringen, der fik jeg heller ikke Megan med. Jeg brugte kun verbal kommando ved start af næseprøve, og måtte gentage med håndtegn før Megan startede.

  • Den øvelse som jeg var mest bekymret for var Sit i gruppe, hvor Megan under træning har præsteret at lægge sig lige idet jeg vendte mig om, og normalt klikkes efter 20-35 sekunder. Hun hang også hurtigt lidt nu, men rettede sig heldigvis og det endte med at blive den eneste øvelse med maksimum!

  • Vores gamle hadeøvelse stillingsskift fik vi 8½ i, vores bedste nogensinde, og det er specielt den nye indlæring af stå – dæk med kast af godbidder over Megans hoved, der hurtigt har ændret den til det meget bedre. Nu skal vi bare have stå – down til at fungere ligeså godt!

Samlet set er vi bare superglade og vi glæder os til at arbejde videre med at stabilisere øvelserne på et højt niveau, og finpudse de mange mange detaljer, som det er så hyggeligt at arbejde med.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar