Lige før jul havde jeg arrangeret noget apporteringstræning i Herfølge. Megan var mildt sagt ikke interesseret, og jeg skrev ” Vi har planlagt yderligere et par træningsrunder først i det nye år, og jeg skal virkelig have fundet ud af, hvordan jeg får Megan interesseret i det vildt. Gode råd modtages med kyshånd!!”
Helle Fritzbøger foreslog at jeg prøvede med friskskudt vildt i stedet for optøet, og hun stillede sidste søndag med en nyskudt fasan – tusind tak for det!
Der blev arbejdet ihærdigt med den af flere omgange mandag og tirsdag, men det blev ikke til andet end let snusen fra Megans side, og derefter ignorerede hun fasanen.
Jeg kunne næsten høre et indre kor synge – jeg genkendte Karen, Charlotte og Mariannes stemmer – at jeg havde sat kriterierne for højt …
Til dagens apporteringstræning havde jeg derfor sat overskriften "have det sjovt med far", dvs. kun succeser og masser af belønninger.
Camilla & Emma, Anne & Solo og jeg & Megan udgjorde holdet, og vi trænede bl.a. parvis udkastede apporter på ca. 60 meters afstand. Jeg valgte bevidst vildtet fra og benyttede kun dummyer: dummy med kaninskind, dummy med hareskind (2 slags) og dummy med fasanfjer. Og det virkede over al forventning. Megan, som gerne undgår at se apporterne blive lagt i LP3 fulgte meget interesseret udlæggeren gå de 60 meter ud, kaste de to apporter og komme tilbage igen. Under tilbagegangen skævede hun lige op til mig (”må jeg ikke snart hente dem?”), og på apportkommandoen strøg hun ud og fandt og afleverede den ene dummy. Den anden måtte hun have hjælp til, men det kan vi arbejde med, og hun fandt hver gang den anden med lidt hjælp.
Vi forsøgte også med nogle blindt udlagte haredummyer og en enkelt markeret udlægning. Udfordringen her var vægten, så Megan skulle lige finde det rette greb, men der var intet problem med apporteringen.
Megan var bare totalt opmærksom, fuld af energi og arbejdsiver hele tiden; hun har ikke problemer med at have skind og fjer i munden, så det var bare en supersucces af en træningsomgang!
Et rigtigt godt udgangspunkt for den videre apporteringstræning.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar