lørdag den 15. maj 2010

Chicken Camp - 15. maj 2010

Da dagens træning var slut fik jeg en kort snak med Bob Bailey, som spurgte om jeg var tilfreds med kurset og hvad jeg kunne bruge det til bagefter. Ja, jeg er meget tilfreds – I der læser bloggen er vist ikke i tvivl :-)
Og hvad kan jeg bruge det til?
Først og fremmest kan jeg blive endnu mere bevidst om min egen (hunde)træning, og planlægge den baseret på reel information og observationer. I dag havde hver deltager på kurset 6 træningssessioner à 20 minutter til sine to høns, og hvis man ikke planlægger træningen bliver det helt tilfældigt, hvad der kommer ud af den. Jeg siger ikke at det nødvendigvis skal være skrevet ned, men skal man vide hvad man vil gøre, hvis træningen skal være effektiv og målrettet. Så det er bare med at være skarp på, hvad man træner. Også når det gælder hunde …
Og så kan jeg blive endnu skarpere som instruktør – til at observere, til at spørge og til at foreslå: Din hund gør sådan og sådan, hvorfor klikkede/belønnede du dér, har du overvejet at … osv.

Det er den hidtil mest intensive træningsdag på kurset, med som nævnt 6 træningssessioner.
De to første sessioner styrede vi selv. Lige inden frokost skulle vi hver især i plenum gennemgå hvor vi var med hver af vores høns, og hvordan vi ville løse de aktuelle problemer. Og vi blev indskærpet at hovedsucceskriteriet er at hønerne kan gennemføre en bane på apparatet uden anden forstærkning end klik/godbid til allersidst. For at gøre status skulle vi se, hvordan hønen agerede under tre gennemgange uden forstærkning, så det stod naturligvis på planen efter frokost.
Høne 299 (den unge) gik meget ned i tempo i anden banegennemgang, så jeg droppede den tredje og trænede derefter ekstramomenterne individuelt. Når der kom ekstramomenter på kom der mere tempo på, men det er ikke nemt at komme de nye elementer ind, så det gør vi ét ad gangen. Det er sværere på apparatet (anden kontekst), og hønsene kommer til øvelsen på en anden måde end på bordet, og de skal typisk videre fra øvelsen uden at gå i stå.
Høne 17, den erfarne, havde ingen problemer med tre gennemgange. Derefter kom diskrimineringsøvelsen og scoringen også på, og jeg valgte kun at belønne efter diskrimineringen, og det gik fint.
Efter en fjerde gang fri træning kom der betingelser til femte og sjette runde. I femte måtte vi højest bruge halvdelen af tiden uden for apparatet, og i sjette skulle alt foregå på apparatet, dvs. også alle de ekstraelementer vi ville have med. Hvis de ikke var sikre nok efter runde 5 skulle de ud. Jeg måtte erkende at min øvelse med elgen ikke var kommet så langt som jeg havde håbet, men der blev udtænkt en løsning, hvor hønen i stedet for at bære elgen et stykke skal trække den løs fra søjlen og kaste den ud over siden – så den arbejder jeg med.

Status på mine to høns inden i morgen, hvor der efter frokost er eksamen.
Høne 17: Går banen sikkert og hurtigt uden ekstra elementer. Der er kommet lidt knas med diskrimineringen, 30 % af tilfældene har hun skubbet den røde i stedet for den orange bil … Scoringen til sidst er sikker hver gang.
Høne 299: Opgangen og diskrimineringen af den blå kegle er sikker. Der skal stadig arbejdes med at få hende videre (der er noget med den hvide kegle). Så kommer det med elgen, som jeg som nævnt ikke er helt sikker på. Nedgangen og diskrimineringen af de blå trekant er sikker.
Så der er bestemt noget at træne på i morgen formiddag!

Nogle af dagens visdomsord.
Når man træner (dvs. planlægger sin træning) skal man overveje hvorfor man vil gøre det, man gør. Er det en fordel for mig, er det en fordel for dyret eller er det en fordel for begge? Så gør det. Det er også ok at gøre noget for at prøve om det fungerer bedre på den måde. Men ”Don’t let the spirit move you!” Hvis man vil lave noget om, skal der være en grund til det!
Vi havde også en gennemgang af at få adfærd kontra at vedligeholde adfærd. Essensen er kort fortalt, at observere dyret: ”Let the animal tell you what works and what doesn’t”. Det er tydeligt, hvis der fx ikke er forstærket for noget “nemt” flere gange, at tempoet går ned, og hvis hønen går den samme bane flere gange uden forstærkning, så er performance ikke så god sidste gang.

På dagens video lidt klip fra min træning i dag:
  • Høne 299 første banegennemgang efter frokost.
  • Høne 17 første banegennemgang efter frokost.
  • Høne 17 banegennemgang med ekstra elementer (diskriminering og scoring).
  • Høne 299 banegennemgang med ekstra elementer (2 x diskriminering).
  • Høne 299 træning med elg, på Camillas opfordring nogle nærbilleder :-)
  • Høne 17 tager den røde (forkerte bil) i diskrimineringen, og Bob Bailey ser det …

Ingen kommentarer:

Send en kommentar