søndag den 16. maj 2010

Chicken Camp – 16. maj 2010

Dagens træning var den mest fredsommelige på hele kurset. Vi havde noget der lignende færdige øvelser, og der var i alt tre sessioner til at arbejde med at finpudse. Og passe på med ikke at overtræne, så hønsene gik død (for meget mad!).
Og reglerne for den afsluttende ”prøve” blev blødt op – som ventet! – for det handler jo ikke om en prøve med et objektivt målbart beståelseskriterium som fx en LP-prøve. Prøven består i at demonstrere, at man har kunnet opbygge en kædeadfærd i to høns. De skal gerne kunne gå rundt i det tidligere beskrevne apparat, og vi skal også i det mindste have forsøgt at komme nogle selvstændige momenter ind i kæden.
Til selve demoen skulle vi beskrive hvad vi forventede (eller håbede), og om vi ville give ekstra klik undervejs.
Desværre gik der kludder i min camcorder netop på det tidspunkt hvor jeg, som den første, skulle op, så I må vente med at se filmen til jeg får den af en af de andre, som optog.

Men I kan få et indtryk ud fra nedenstående video, som indeholder flere dramatiske situationer!



  • Først høne nr. 17, som i sidste træningssession før prøven skubber den røde bil i første runde :-( Der blev arbejdet intensivt med netop dette moment og
  • derfor kommer næste klip, som viser sidste træningsrunde med nr. 17, som får et klik undervejs, for at skubbe den orange bil, som hun skal
  • Så høne nr. 299, som også på sidstedagen stopper op efter at have skubbet til den blå kegle – hun er åbenbart kraftigere betinget på den hvide kegle efter den blå, end jeg har kunnet fjerne – så jeg beslutter lige før lukketid at satse på en ændret diskrimineringsøvelse. I stedet for at vælte den blå kegle (og ikke den røde og hvide) og gå videre, står der nu kun den blå og den hvide, og de skal væltes i rækkefølgen blå – hvid. Jeg prøver en gang, og det lykkes, og så er vi klar til prøven :-)
  • Så et lille klip hvor jeg tilstår, at det jeg netop har gjort er helt imod Bobs anbefalinger
  • Og endelig overrækkelse af diplomet! Diplomet fik vi nemlig før den afsluttende prøve, også for at understrege at det ikke var en eksamensprøve.
Jeg kan fortælle hvordan det gik til prøven, nu der ikke er en videooptagelse:
  • Nr. 17 gik pænt, væltede den røde bil først og så den orange, men gik videre ned ad stigen og scorede. Ingen forstærkninger undervejs, og hvis det ikke havde været for den røde præcis som planlagt.
  • Nr. 299 var dagens heltinde. Hun væltede de to kegler som hun skulle, først den blå, så den hvide. Hun gik videre! Hun ruskede elgen og gik videre uden klik, og lavede den sidste diskriminering rigtigt. Superflot og første gang hun gik hele banen uden forstærkning.
Nej, vi får ikke hønsene med hjem, og ja, det er meget tilfredsstillende at have trænet to høns til sådan noget, som de fleste mennesker synes er mærkeligt. Men som for dyretrænere bare er endnu en demonstration af klikkerens fantastiske muligheder.
Jeg synes tiden er fløjet af sted, der er allerede gået 5 dage og jeg har nu to fridage inden sidste del, Teaching, som forløber 19.-23. maj.
Jeg kommer med en samlet opsummering af kursusforløbet når jeg er kommet hjem. Men jeg vil da godt sige, næsten med Bobs ord, at selv om vi måske ikke alle er klar over det endnu, så har vi udviklet os fantastisk meget i løbet af de pt. 17 dage vi har trænet hos ham. For ellers kunne vi ikke så naturligt og enkelt gennemføre den træning, vi netop har demonstreret.
Teachingkurset bliver helt anderledes, for vi skal igen træne to høns, men vi skal fortælle en anden, hvordan vi ønsker dem trænet. Og tilsvarende skal en anden fortælle os, hvordan vi skal træne hendes/hans høns. Så det handler mest om træning af mennesker i forhold til hinanden – og Bob vurderer som det absolut mest krævende af kurserne for ham.
Og så lige et klip af Bob Bailey fra dagens undervisning. Der er flere der har spurgt hvordan han egentlig underviser, og det kan man få et indtryk af på dette klip, som er hans indledende ord inden vores sidste træningssession (den lige efter frokost). I får samtidig et meget tydeligt indtryk af lydniveauet, det er ikke en stille syssel at træne høns.



Selvom der er fridage fra kurset de næste to dage, kan jeg love at der sker lidt forskelligt, som jeg vil berette om på bloggen!!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar