fredag den 4. februar 2011

Projektledelse for begyndere 1 - eller Hvad kan hundetrænere lære af projektledelse

Lille Bjørn og Balder i Karlstrup Kalkgrav (foto: Camilla Johannessen)
Inden I får forklaringen på den underlige overskrift på bloggen får I lige lidt fra ugen den gik.
I onsdags var det tredje runde af vores store træningsdag i Sydkystens Hundeskole med dobbelt rallyhold, dobbelt LP-hold og LP stjernehold. Jeg kommer naturligvis altid i god tid og når at følge en masse af rallyholdet, og glæder mig over de mange, der har kastet sig over denne disciplin med entusiasme. Jeg kunne ikke lade være med spontant at rose Birgit og hendes dejlige Welsh terrier Stella;  Birgit har en fantastisk kontakt med sin hund og skal nok nå langt. Hold da op hvor er det dejligt at se hvor langt de allerede er nået.
På LP-holdet kan deltagerne ikke skjule, at de træner derhjemme, og det er virkeligt imponerende, som man kan se fremskridt fra gang til gang. Det er et hold med stor spredning, men vi håber og tror at alle får udbytte af træningen, og der er ingen tvivl om, at der er rigtigt mange stjerner/stjerner på vej på holdet.
LP Stjerneholdet er virkelig et stjernehold. For det første er alle førere og hunde meget dygtige; for det andet er de også alle meget bevidste om hvordan de skal træne; og for det tredje er de meget lydhøre, når de får feedback – og sorterer helt som de skal, i det de kan bruge og det de ikke kan bruge. Engang imellem joker vi blandt trænerne med, at det er meget nemmere med hvalpehold, hvor førerne bare gør som vi siger :-) Men jeg tænder nu lidt mere på at diskutere og arbejde med detaljer i stjernernes træning. Og så giver ridehallen på en god måde mulighed for at få generaliseret momenterne. Det er helt tydeligt, at efter tre ganges træning i hallen begynder hundene på alle niveauer at være vænnet til omgivelserne, uden at det på nogen måde er som ”at træne der hjemme”.
Det eneste sikre ved træningen er, at vi træner fællesøvelser hver gang. Jeg har gjort mig forskellige anstrengelser for at gå distraherende klædt og på anden måde skabe forstyrrelser. I onsdags fik jeg Anitas datter Amanda til at være prøveleder i fællesdæk, og introducerede øvelsen fællesstå – som hundene klarede imponerende flot.
En del af generaliseringen består i, at mindst en hund er tydeligt påvirket af mig (= mandlig prøveleder), så det arbejder vi specifikt med - at den skal vænne sig til mig.
Hvis jeg skulle sige noget sloganagtigt i den forbindelse er det ”Generalisering er ALT!
Torsdag kom der pludselig en invitation på FaceBook, og det endte med at Camilla med Balder og Emma og jeg med Lille Bjørn og Megan gik en hygge-/fototur ved Karlstrup Kalkgrav. De to drenge gik pænt sammen, og begge må have været totalt tørlagt efter turen: Lille Bjørn stod pænt og ventede hver gang Balder skulle tisse, og tissede oven i. Emma og Megan var i hopla, og måtte ret ofte kaldes tilbage fra den ret usikre is. Jeg fik lokket Camilla af en ret smattet sti op mod shelteret, og vi fandt en ”smutvej” ned – fordi Camilla skulle hente Gustav – og den var om mulig endnu mere smattet. Men vi endte som vi skulle ved parkeringspladserne, to tilfredse førere og fire trætte og ret mudrede hunde :-)
rallyfronten er der sket en del i løbet af ugen. Der er bl.a. offentliggjort regler om den nye Rally Superchampion Titel og reglerne for DM i rally er ændret, så der nu ”kun” kræves mindst 95 point ved en prøve og placering blandt de 20 bedste baseret på resultater fra DKK’s kredse. Megan og jeg er tilmeldt de næste fire kvalifikationsstævner, og så må vi se om det går. Det inkluderer en tur til Tønder og en tur til Bornholm, og det er jo en bonus i sig selv.
Sydkystens Hundeskole har fået godkendt sine officielle rallyprøver den 12. juni 2011, vi holder dem i Køge-Herfølge Jagtforening med Trine Dyrgaard som dommer.
Og så er PM og katalog udsendt til Spaniel Klubbens rallyprøver den 26. februar 2011.
Og så tilbage til overskriften.
Jeg arbejder som bekendt som projektleder, og en masse at det jeg bruger professionelt kan direkte overføres til hundeverdenen. Og så fik jeg en mail fra en nørdven, som inspirerede mig til at tage hul på at skrive noget mere om hvordan projektledelse kan anvendes i forhold til hundetræning.
Den klassiske definition af et projekt er: ”En ikke-rutinepræget opgave, som er tids-, ressource- og indholdsmæssigt afgrænset, som retter sig mod et bestemt mål og som løses indenfor en midlertidig organisatorisk enhed.”
I daglig tale bruges ordet projekt i meget bredere betydning, men når jeg i professionel sammenhæng arbejder med projekter, er det essentielt at have fuldstændig styr på de tre sider af ”projekttrekanten”: tid, ressourcer og indhold. Med andre ord:
  • Hvornår skal vi være færdige?
  • Hvor meget må det koste?
  • Hvad skal vi levere?
Et eksempel:
Jeg har i et blogindlæg skrevet dette mål for Megan i 2011: ”Hun skal kvalificere sig til DM i rallylydighed i Championklasse lørdag den 27. august i Allinge (Bornholm)”.
Er det et projekt?
Ja, det er det, for der kan svares konkret på de opstillede spørgsmål:
Hvornår skal vi være færdige? Reglerne for kvalifikation til DM er meget præcise, så før den sidste prøve er gennemført – pt. den 2. juni 2011 – kan vi ikke vide os sikre. Men helt formelt er 30. juni 2011 skæringsdatoen.
Hvor meget må det koste? Jeg har ikke sat økonomiske rammer for projektet.
Hvad skal vi levere? Det er meget præcist: Hvis vi kvalificerer os til DM er projektet en succes, ellers ikke.
Ovenstående skal nedbrydes for at bliver operationelt. Dvs. der skal udarbejdes en specifik plan.
Jeg har naturligvis undersøgt hvilke prøver der er kvalificerende, og har pt. tilmeldt 2 prøver i Tønder, 1 i Ølstykke og 1 i Østerlars.
Derudover har jeg planlagt deltagelse i et rallychampion kursus og et rallychampion plus kursus.
Der er planlagt generalprøver samt prøver udover de kvalificerende.
Men fælles for det hele er, at aktiviteterne er udsprunget af målet for projektet.
Med hensyn til økonomien er det igen en prioritering, jeg har foretaget. Vi har sat os som mål, at Lille Bjørn skal blive Klubchampion i Dansk Terrier Klub i år, men der har vi samtidig sat den ramme, at vi kun vil deltage i udstillinger på Sjælland – det er en måde at gøre det på. I Megans tilfælde har jeg besluttet, at vi deltager i de nødvendige prøver, og så må vi få noget sjov ud af at vi skal forlade Sjælland. Så det bliver også hyggeture med ferieislæt til både Tønder og Bornholm.
Fortsættelse følger.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar