I dag bliver amatør ofte brugt som et nedsættende udtryk om en, der ikke udfører sine opgaver godt.
Jeg bruger ordet i den oprindelige form (afledt af latin: Amare – at elske), som betegnelse for en person der gør noget, fordi hun eller han kan lide det, og ikke har det som profession (er professionel).
Jeg kom til at tænke på dette da vi i sidste uge havde instruktørmøde i Sydkystens Hundeskole. Og bl.a. diskuterede de kommende hold, vi ville udbyde.
Vi har tidligere gjort en del ud af at der var mulighed for at gennemføre et forløb hos os. Fx hvalpehold --> let øvet --> øvet --> LP-begynder. Men vi har erkendt, at disse detaljerede, skemalagte forløb også kunne dræbe lysten til at undervise hos instruktørerne – som alle er amatører.
Så vi blev simpelthen enige om, at det er vigtigt at vi kun påtager os hold, som vi selv brænder for. Og at vi kun påtager os så mange hold, at vi selv synes det er sjovt at være på træningspladsen. Kursisterne skal kunne mærke, at vi er på dupperne, ikke at vi er på træningspladsen, fordi det er noget, vi er tvunget til.
Det betyder også, at hvis nogen vil holde en pause fra undervisningen, så er det bare ok. Der er ingen der bliver presset til ”bare” at tage et hold.
Det betyder omvendt også, at vores kursister kan være sikre på at møde oplagte og engagerede instruktører HVER gang. Vi underviser, fordi vi synes det er sjovt, vi gør det af lyst – og vi glæder os hver gang vi skal ud til træningspladsen.
Jeg er stolt over at være formand for Sydkystens Hundeskole med syv skønne amatører som instruktører.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar