Jeg tror nok hundene føler sig lidt forsømte, for det er ikke meget jeg har fået trænet med dem på det sidste. De får deres 5-10 minutter næsten hver dag, men jeg vil godt træne lidt mere end det :-)
Jeg fører en kalender, så Kirsten kan se, hvornår jeg er "ude til noget” (95 % er hunderelateret), og da jeg opdaterede den i går med juli og august kom der da lidt på …
På søndag skal jeg dømme ved en uofficiel rallyprøve på Amager, som afholdes i forbindelse med afslutning af et af Nettes rallyhold – hvor der også blev åbnet for at andre kunne melde til prøven, for at opleve hvordan det er at gå til prøve. Jeg har forberedt to begynderbaner, og glæder mig til at se en masse glade hunde og førere. Efter prøven har jeg bestilt lidt specialundervisning hos Nette, så Lille Bjørn og jeg kan få helt styr på bakningen.
Mandag skal Kirsten og jeg se et kuld border terrier hvalpe. Ikke et helt tilfældigt kuld. Otto er oldefar til dem, og jeg håber at få en han fra kuldet.
Tirsdag skal jeg sammen med Marie og Susanne stå for noget sommertræning i Jersie. Der er godt nok mange der har tilmeldt sig, så vi opdeler i tre grupper med fokus på henholdsvis tricks/hverdagslydighed, rally og LP. Jeg regner bestemt med at have et par hunde med, så vi kan træne bagefter.
Onsdag skal Megan, Lille Bjørn og jeg deltage i noget træning med nogle af de andre instruktører i Sydkystens Hundeskole. Vi er – når jeg selv skal sige det – syv ret dygtige instruktører, og vi kan selvfølgelig få en hel masse ud af at træne sammen.
Torsdag har jeg to LP-hold i Jersie, det er afslutningen på denne omgang træning. Der fortsættes efter sommerferien.
Og fredag er der så et Nørdarrangement, hvor vi skal op og besøge Annie og Tira. Annie har vist også en mand, og jeg har hørt at nogle af de andre nørder også har ægtefæller/kærester, og måske får vi nogen af dem at se … Den står på træning et par timer og så fælles grilning.
Lørdag er det endnu ikke noget hundemæssigt på programmet, Men vi skal til 30 års fødselsdag hos nevø Peter i Præstø hos hans forældre ... og de har i dag fået en labradorhvalp – og den glæder vi os rigtigt meget til at møde!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar