tirsdag den 10. januar 2012

Abstinenser

Det ER Megans bænk, den plejer at stå i haven, men er udlånt til hallen :-)
Søndag formiddag er jeg instruktør på tre rallyhold. Mandag aften er jeg instruktør på tre LP-hold. I alt 33 kursister over godt 7 timer. Det er ren terapi for mig. Jeg elsker at undervise, og alle deltagere uden undtagelse er naturligvis meget seriøse, og der sker udvikling hele tiden. En særlig fornøjelse har det i denne runde været at opleve nogle deltagere fra et let øvet hold, som bare er SÅ klar til rally, og et par deltagere fra et tidligere LP-begynderhold hvor der nu er 100 % kontakt mellem hund og fører. Specielt en fører som bogstaveligt talt har brugt hele træningstimer på ikke at kunne arbejde med sin hund, fordi den havde fokus på alt andet, og nu er der pludselig den mest fantastiske kontakt og arbejdsiver. Det er bare skønt at opleve.
I dag kom jeg så tidligt hjem fra arbejde og jeg kunne bare mærke ABSTINENSERNE … Jeg har jo brugt så meget tid de sidste par dage på at arbejde med andre der træner deres hunde, så nu skulle jeg bare arbejde med mine egne. Der har heldigvis et hul på 1½ time i hallen, så træningsplanen blev lige hevet frem, alle tre hunde kom op i bilen og af sted til Greve.
Jeg gjorde klar til noget LP, og først kom Lille Bjørn ind. Han er bestemt den af hundene jeg har sværest ved at arbejde med på det underlag, så det skulle der lige kæmpes lidt med, men så fik vi også nogle rigtigt gode forløb. Lidt fri ved fod, stillingsskift nu på 12 meter, springapport som er blevet meget mere stabil, fremsending - meget svært på det underlag, fordi han går i snus, så target måtte igen frem. Og endelig arbejdede vi lidt med indkald med stop. Specielt udviklingen af stillingsskiftet er jeg meget tilfreds med, stabiliteten i springapporten og så fremsendingen, når han først er kommet over snuseriet.
For at være sikker på at jeg kunne styre mig havde jeg sat stopuret på nedtælling, Lille Bjørn fik 15 minutter effektivt. Så byttede jeg til Max, og uret blev sat på 10 minutter. Vi arbejdede med spring, felt, dæk, næseprøve (han vil ikke tage den i munden, så jeg venter lige med fortsat træning der), balje og pole om pind og om balje. Jeg gør mig virkelig umage med at gøre det afvekslende, med meget korte pas af hvert moment, og leg indimellem.
Så blev det Megans tur, og jeg satte uret på 10 minutter igen. Med hende arbejdede jeg med forløb på højre side, hvor hun skal lave stillingsskifter, ind foran, bagom, bakke osv., og kriteriet er at alt skal ske på første kommando. Vi arbejder på at få spin og twist på kommando. Og vi arbejdede med sideskift foran og bagved. Og sidst men ikke mindst trænede vi med et virvar af kegler, hvor jeg arbejder med at pege den ud, hun skal løbe frem til. 9 ud af 10 var gode, jeg skal arbejde videre med det, men jeg TROR at Megan forstår at hun skal løbe lige frem i den retning jeg peger …
Så var de 10 minutter allerede gået, så efter lidt leg tog vi 5 minutter til, hvor vi specielt arbejdede med Move (sidelæns bevægelse ved siden af, som skal bruges til 1 skridt til højre i rally), og hold da op, det fungerer allerede på venstre side. På højre side vil hun gerne trække bagud, men det begynder at ligne den færdige øvelse. Så legede jeg med hende (bold), luftede alle hundene, og vi lige klar til at køre hjem.

Marie, Susanne og en masse herlige børn med hunde

Så kom Susanne og Marie, som til aften bl.a. skulle starte deres Barn og hund hold. Jeg blev nødt til at se starten af det hold, og det var en dejlig oplevelse. For det første var der ro under introduktionen, en enkelt lille piben, men børnene havde kontakt med deres hunde. Og da de betingede klikkeren kunne man bare se, at det var børn der virkelig havde lyst til at arbejde med hundene, og hvor hundene ville samarbejde. Jeg glæder mig til at høre hvordan det udvikler sig. Jeg gætter på at Susanne og Marie allerede overvejer hvordan de skal tilbyde en fortsættelse af dette hold, som kører over 6 gange.
Nogle dejlige timer i hallen og mine abstinenser helt væk for i dag :-)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar