fredag den 6. januar 2012

Søges: Mere præcis og fokuseret fører

I går deltog jeg i et rally kursus for Ekspert & Champion med Anja Christiansen og Johanna Allanach. Da jeg oprindeligt tilmeldte, regnede jeg med at tage Lille Bjørn med og evt. også Megan, men det endte med at jeg kun tog af sted med Megan, hvilket jeg bestemt ikke fortrød.
Johanna og Anja figurerer begge på min top 10 for 2011. Johanna behøver ikke nogen nærmere præsentation her. Anja nok heller ikke. Jeg kender hende fra dengang vi gennemførte klikkerinstruktøruddannelsen, og hun er svær at undgå at lægge mærke til hvis man interesserer sig bare en lille smule for hundesport, og ikke mindst HTM og freestyle på topniveau. Fra et kursus for næsten præcis et år siden  kender jeg hende også som en meget kompetent instruktør.
Så Johanna og Anja sammen, det er næsten garanti for succes. Det blev det absolut også.
Mine resultatmål med Megan i år er at få pinde i championklasse, at hun skal blive DKRSCH og så gøre en god figur ved DM i rallychampionklassen.
Som en del af mit Excel-ark med træningsplaner og træningsdagbog ligger der et faneblad pr. hund pr. klasse med resultater. For Megan viser en sammentælling af hendes 23 champion-resultater for 2011 følgende fordeling:

Meget svingende resultater må man sige. Så der er virkelig brug for at få noget input til at få øget præcision og fokus. Og ikke overraskende var det præcision og fokus det handlede om, i den feedback jeg fik - hos føreren! For Megan er fantastisk præcis og fokuseret når hendes fører optræder som fører og støtter hende.
Johanna og Anjas program var meget ambitiøst, og der blev reduceret lidt her og der, men at arbejde i godt 4 timer med én hund er nok også passende :-)
Programmet var:

  1. Grundig præsentation og introduktion af indlæring af fire øvelser: Tyskervending, Bakke foran, 1 skridt til højre og spring. Derefter cirkulerede Anja og Johanna så vi fik hver deres kommentar til den øvelse vi ønskede input til. I bakke foran var min største udfordring at få Megan til at stå stille foran inden hun påbegyndte bakningen, en ret vigtig detalje som der nu er styr på. Og så aftenens helt store overraskelse: 1 skridt til højre. Jeg har simpelthen ikke været opmærksom på at hunden skal bevæge sig sidelæns i den øvelse, så der er virkelig noget nyt at arbejde med; vi fik meget fin og detaljeret introduktion til denne øvelse fra Anja og hun hjalp godt med startindlæringen.
  2. Vi arbejdede i to grupper med to forskellige rallyrelaterede hukommelsesspil.
  3. Introduktion af yderligere øvelser: de fire sideskiftsøvelser, fremsending til kegle samt bakke ved siden af. Megan og jeg har store udfordringer med fremsendingen; vi har fået en række tips af Johanna, som vi skal prøve af. Og så fik jeg lige bekræftet at Megan er fantastisk til at skifte side, specielt foran er totalt lækkert.
  4. De to grupper skiftede side og arbejdede med det andet hukommelsesspil.
  5. Endelig gik vi to gange den samme championbane (hvis vi ville, og det ville jeg), og fik henholdsvis Johannas og Anjas tilbagemelding umiddelbart efter. De to instruktører var – ikke særligt overraskende! – meget enige. Megan er dygtig, kan udføre alle øvelserne meget præcist; der hvor det kikser er, når føreren ikke fastholder hendes kontakt (tillader hende at miste fokus), og der hvor føreren ikke i god tid fortælle hende hvad hun skal gøre.
Jeg vil ikke sige at det var overraskende, men det gør indtryk når to kapaciteter siger det, og bekræfter bare mine egne konklusioner: Hvis vi skal op og nå de helt store resultater, så skal jeg være meget mere præcis som fører, så Megan kan være klar til at udføre momenterne, når de skal udføres. Jeg skal ikke stoppe op, og så overveje om hun skal sætte sig, bakke, ind foran og sidde/stå eller noget fjerde, det skal hun være klar til, for så gør hun det meget flot og præcist.
Johanna og Anja er meget gode til at forklare øvelser og beskrive indlæringen. De er gode til at give direkte og præcis feedback og anvendelige råd til at komme videre med. De har masser af humor. Og samlet er der bare en fantastisk stemning, når 15 nørder og to instruktører arbejder med hundene i en sjov og udfordrende disciplin.
Tak til jer begge for en dejlig aften.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar