torsdag den 12. april 2012

Motivation – No Problem

Anja Christiansen havde arrangeret et foredrag med Mark Anthony. Det blev annonceret således: "Foredraget hedder: MOTIVATION – NO PROBLEM! Marks supermotiverende foredrag om hvordan du motiverer dig selv og andre, ved at bruge både muligheder og begrænsninger. Mark taler om:
  • Hemmeligheden bag motivation
  • Erstat skal med vil – så kan du nemlig meget mere!
  • Hvorfor mål ikke motiverer!
  • Vinder eller overlever kultur
  • Brug din energi på det du vil, I STEDET for det du ikke vil
  •  Sænk din ”Væk fra” motivation & hæv din ”hen imod” motivation
  • Motiverede mennesker er omgivet af motiverede mennesker
Bestyrelsen i Sydkystens Hundeskole besluttede at invitere den nye og afgåede bestyrelse samt alle instruktører til foredraget så vi stillede 11 forventningsfulde deltagere på Nærum Gymnasium i går.
Mark Anthony er en blændende dygtig foredragsholder, som får tilhørerne inddraget, engageret og aktiveret – han har masser af humor og kan med ganske enkle midler få beskrevet typiske situationer, hvor tilhørerne kan genkende andre (eller sig selv!), når de optræder eller fremstår ikke-motiverede.
Han kan en masse tankevækkende og perspektivrige citater, som alle leder mod den ikke overraskende konklusion: Det er ikke noget problem at være motiveret eller motivere – det er et spørgsmål om at ville.
Vi gør rigtigt mange ting af vane. Vi begår de samme fejl igen og igen, fordi vi ikke tør prøve noget andet? Vi véd det ikke virker, men hellere det end prøve noget som vi ikke véd hvordan fungerer?! Vi føler tryghed i det kendte. Vi omdøber problemet til en udfordring, men ændrer ikke substansen.
Vi skal som udgangspunkt erkende, at vi kan udvikle os – og det kan vi alle. Spændet mellem det vi kan og det vi gør er vores potentiale, og vejen dertil skal planlægges, så man udnytter sit potentiale.
Vi skal sætte nogle mål, som skal være opdelt med fornuftige operationelle delmål, så vi kan fejre succeserne undervejs. Delmålene er kriterier, som man kan afgøre om man opfylder eller ej. ”Jeg vil være Danmarksmester”. ”I dag vil jeg opnå flere point end til sidste prøve”. Vi skal fokusere på at vinde (nå mål) ikke på at overleve (at være med, at glæde sig over at der var da enkelte gode momenter), med mindre det er målet.
Vi skal gøre en indsats for at nå målet. Det kommer ikke af sig selv: ”Forventer du mere end din indsats retfærdiggør? Så har du planlagt en skuffelse!”. Det er som at blive skuffet over ikke at vinde i lotto, uden at spille med.
Vi stræber efter målet, på grund af det vi får ud af målet. Vi når målet på trods af den modstand vi møder, de fiaskoer der indtræffer osv.
Ens attitude skal udstråle, at man tror på det. Man skal optræde som en verdensmester, hvis man vil være verdensmester. Så find ud af hvordan du vil agere når du har nået målet, og ager sådan allerede nu. ”Fake it till you make it”; din attitude kan give dig en psykologisk fordel i forhold til konkurrenterne. ”Jeg har lige set mig selv i spejlet … I kan godt glæde jer!!!”
Motivation ...er kunsten at skabe interesse ...er altid i forhold til noget og skal føre til noget ”Det handler om at finde ud af hvad man virkelig vil i livet og så gøre det. Og så hele tiden minde sig selv om at man vil det mens man gør det” (Thomas Blachmann).
Vi var en stor gruppe hundenørder til stede. Vi har alle vores mål, nogle mere udtalte end andre. Ved at tage nogle af de teknikker i brug, som Mark Anthony præsenterede, kan vi alle forbedre vores præstationer markant. Man vil se os alle udstråle motivation til træning og konkurrencer, man vil se os NYDE at træne og konkurrere. For vi véd, at sådan når vi vores mål – og både vejen til målet, herunder fejringen af delmålene, og det vi får ud af målet er sjovt og skal nydes! Og det er ikke svært at komme i gang: ”Når det er så let at komplicere livet, hvorfor synes vi så, det skal være så kompliceret, at gøre det let?”

1 kommentar:

  1. Det kunne en rigtig nørd ikke have skrevet bedre :-)

    SvarSlet