fredag den 7. september 2012

Perfekt optakt


Dagen i dag har været en perfekt optakt til DM for terriere i morgen. Jeg startede med formiddagen på arbejde.

I onsdags havde jeg bestilt en Samsung Galaxy S III som afløser for min veltjente HTC-telefon, den kom i morges. Jeg havde ikke undersøgt det nærmere, men fandt i dag ud af at jeg skulle bruge et micro SIM-kort, som jeg derfor hentede hos TDC på vejen hjem. Så skulle der lige laves de mest nødtørftige opsætninger, først og fremmest af mails, desværre nåede jeg ikke at få kontaktoplysninger og kalender med.

Vi – Max, Lille Bjørn og jeg – kørte fra Solrød lidt over 15, og selvom der var lidt køer undervejs var vi fremme ved Odder Parkhotel lidt i 18. Jeg tjekkede ind på et ganske nydeligt hotel og placerede cocktailpølserne i minibaren!

Hundene fik aftensmad ude ved bilen, og så gik vi en times tid, inden jeg fik en velfortjent middag i hotellets restaurant. Jeg må indrømme at jeg ikke havde de helt store forventninger – men hold da op, det var godt!

Jeg fik til forret svamperisotto med ristet kammusling & krydderurter, dertil et glas Brown Brothers Chardonnay, Australien.


Til hovedret var jeg svært fristet af Bouillabaissen men valgte Tournedos af dansk kødkvæg med konfiterede rodfrugter, stegte svampe og nye kartofler. Dertil et glas Semele Ribera del Duero, Spanien.

Et skønt aftensmåltid, der kun manglede en at dele oplevelsen med.

Så en kort tur med hundene (de havde ligget i bilen, mens jeg spiste), inden vi alle tre nu er på værelset.

Vedrørende morgendagens prøver skal jeg som tidligere nævnt op i 4 klasser med 2 hunde på 4 timer. Arrangørerne har tilrettelagt det, så jeg får optimale vilkår – om jeg selv havde planlagt det kunne det ikke blive bedre :-)

Kl. 9 er der fællesøvelser i LP3, hvorefter Lille Bjørn skal op som hund nr. 1 af 6.

Kl. 9.45 er der banegennemgang for rallybegynder, hvor Max skal op som hund nr. 1 af 7 kl. 10.

Senere skal Lille Bjørn op som nr. 1 af 4 i rally ekspertklasse.

Og endelig skal Max slutte af som allersidste hund i LP (nr. 3 i LP1).

Og så er der præmieoverrækkelse.

Det lyder næsten som en nørdprøve, hvor jeg skal udfordre mig selv ved at gå op med to hunde to gange hver.

Der er morgenmad fra kl. 7 på hotellet, det passer perfekt med at vi skal køre senest kl. 8. Der er 11½ km til Vilhelmsborg, og der skal lige være en god halv time til at vænne os til arealet og aflevere bøgerne.

En sidste lufterunde står på programmet om lidt, og så går vi i seng.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar