God ikke-træning eller det er DIT ansvar

Jeg har kun trænet LP (og rally) med tre hunde, som jeg heldigvis fortsat har fornøjelsen af at træne alle tre! Det er tre forskellige racer (engelsk springer spaniel, Norwich terrier og border terrier), de er 9½, 5½ og 1½ år og de har alle været trænet hos flere forskellige trænere, og alle været forsøgshunde (positivt ment!) for alle mulige træningsmæssige påfund.

Når jeg underviser i LP og rally har jeg udover en - synes jeg selv - omfattende teoretisk ballast også en masse egne erfaringer at trække på, og jeg kan i de fleste tilfælde komme med flere indfaldsvinkler til startindlæring eller håndtering af problemer. Både i forhold til andre og i forhold til mig selv.

Jeg går fortsat til træning med to af hundene, hos håndplukkede trænere (Anita og Johanna), fordi jeg har behov for at der løbende bliver kastet et kritisk blik på mine fremskridt og mine problemer, og for at kunne sparre om den videre træning.

Jeg går på en masse kurser for at få ny inspiration; næste gang er det Siri Jungersen som skal holde et kursus i Sydkystens Hundeskole i påsken. Jeg så hendes debut i LP Eliteklasse og var ellevild af begejstring, og da Christina fik arrangeret kurset meldte jeg mig straks til begge dage med hund, en dag med Max og en dag med Lille Bjørn.

Jeg samler på input. Nogle trænere og foredragsholdere giver mig mere end andre, men jeg får noget fra alle. Der er ingen af mine hunde der er ”typiske” lydighedshunde, men bortset fra Max er ingen af hundene valgt med henblik på at de skulle træne lydighed, det var ”bare” familiehunde.

Jeg møder af og til synspunkter om at det er sværere at træne terriere, fordi de er meget selvstændige hunde, og hvorfor har jeg ikke valgt en mere oplagt lydighedshund? Svaret er: vi elsker spaniels og terriere, og det kan godt være de skal trænes anderledes end så mange andre hunde, men det skal alle hunde vel? En border collie, en labrador, en Toller, en …, de skal alle trænes individuelt, ikke ud fra nogen specifikke racetilgange?!

Denne lange indledning for at komme til de simple (banale?) konklusioner vedrørende mine hunde

• Hver hund bliver trænet på sine præmisser
• Jeg har ansvaret for at anvende den tilgang til træningen for hver hund, som jeg synes er mest hensigtsmæssig
• Jeg er 100 % ansvarlig for de resultater hundene opnår

I morges skulle jeg åbne hallen, og jeg tog Max med og fik 25 minutters fornøjelig træning med ham. Der er da en masse der ikke fungerer endnu, men han er arbejdsivrig, han er ekstremt lærenem, han er meget signalfølsom – så han er alt hvad jeg kan ønske mig. Det er KUN mine evner som træner, der sætter grænsen for hvad han kan præstere.

Så mødte jeg Camilla og Findus, som skulle være med til noget Toller-træning, men hun og Findus skulle ikke-træne … Han skulle lære at komme til en træningsplads og bare være rolig, uden at skulle træne. Jeg måtte lige vende den et par gange med Camilla, og den har ligget i baghovedet siden. Men konklusionen er: det er Camillas tilgang til træningen, og så er det bare sådan. Jeg kan slet ikke forestille mig at jeg selv ville anvende denne tilgang, men det er ikke mit ansvar hvordan Camilla eller andre træner deres hunde.

Hvis de får hunden kastreret/steriliseret, ikke vil lade den hilse på andre hunde, ikke vil lade den lege, ikke vil sætte kommandoer på adfærd, ikke vil lade den løbe løs osv. osv., så er det deres valg og deres ansvar.

Hjemme efter dagens korte træning tog Kirsten og jeg ind og fik Early NamNam på restaurant NamNam – det kan varmt anbefales som et rigtigt godt alternativ til en traditionel brunch.

På eftermiddagsturen havde jeg kun Max og Megan med, og hvor er det dog dejligt med to hunde der kan løbe løs og som kommer når jeg fløjter. Og som uden problemer kan omgås de andre løse hunde, som vi møder på stranden. Max fik nogle skønne løbeture med en cocker spaniel, og ejeren og jeg stod bare og glædede os over al den energi de to kunne brænde af.