Endelig er det blevet vejr til udendørs træning.
I går aftes startede jeg en sidste runde LP-hold indendørs, men solen skinnede og selv om det ikke var specielt varmt blev begge hold gennemført udendørs. Og da vi sluttede var kl. 20.30 og det var ikke mørkt. Jeg havde valgt fokusøvelserne fremsending (2 felter), apportering (nye apporter) og næseprøve – og mellem de to hold var der fælles fællesøvelser.
De fleste af deltagerne har været med til indendørs træning adskillige gange, men der skete da noget med hundene denne først gang på græs :-)
Alle fik tilbuddet om også at træne inde, men der var ikke meget aktivitet i hallen, og vi måtte tænde lyset, da vi skulle udstyret ind igen.
I dag var jeg på arbejde indtil 12.15 og skulle så til min 5-årlige recertificering som IPMA B-projektleder. På vejen kom der lige en besked fra Anita, om jeg ville træne kl. 16 i Benløse og det passede da perfekt.
Så efter en positiv recertificering (jeg bestod) gik turen hjem, hente Max og så af sted til arealet ved Ringsted Agility Forening. En glimrende mulighed for at træne udendørs et nyt sted.
Det blæste rigtigt meget, så det var en fin ekstra forstyrrelse.
Det endte med at vi tog det meste af LP3-programmmet bagfra og på skift, så var det lidt bedre chance for at holde varmen :-)
Hvis jeg starter med det, der halter: Den dirigerede apport er bestemt ikke sikker; jeg skal arbejde med ro i starten af øvelsen og i udgangen, og at han fastholder fokus på den rigtige apport, når han drejer. Indkaldet skal jeg virkelig tænke mig om med, og starte på kortere afstand, fremfor at reducere, fordi det mislykkes :-(
I fri ved fod arbejdede vi kun med langsom gang og venstrevendinger.
Vi lavede en enkelt fuld næseprøve, rigtigt pænt.
Og så de to fokusøvelser fremsending og stillingsskift.
Fremsending med to forskellige felter. Det var allerførste øvelse, og Max var ikke varmet op, så der kom nogle mærkelige indløb fra siden, men ellers er jeg ved at tro på at denne favoritøvelse er ved at være fornuftigt generaliseret og bliver det yderligere de kommende uger.
Stillingsskiftet MÅTTE jeg starte med dæk-stå på 10 m, og det var fantastisk! Derefter 6 skifter på 3 meter med kriteriet at tage alle skifter første gang. Også en succes.
1 times kold træning, men med dejligt fokus fra en næsten overtændt Max.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar