Lørdag skal jeg endnu engang til prøve med alle tre hunde
I morgen drager jeg tidligt afsted med alle tre hunde for at deltage i Border Collie Klubben/DKK Kreds 2’s rally- og LP-prøver i Sorø Hallen.
Da jeg gjorde papirerne klar kunne jeg ikke dy mig for en optælling. Jo, den er god nok:
- Megan skal op for 88. gang i Rally (debut 23. juni 2007)
- Max skal op for 32. gang i rally (debut 3. juni 2012)
- Lille Bjørn skal op for 39. gang i LP (debut 18. oktober 2008)
Well this could be the last time
This could be the last time
Maybe the last time
I don't know. Oh no. Oh no
Hvornår skal det være sidste gang og kan man selv styre det? Lone Sommer har flot beskrevet sin sidste rallyprøve med Panik i sin blog. Hun fik en drømmeafsked med sin stjernehund.
Heldigvis kan vi ikke time afskeden så præcist, som vi drømmer om, men jeg må indrømme, at jeg drømmer om Megans afsked med rally.
Jeg tænker ikke over det til daglig, men jo, hun sover rigtigt meget. Vores ugentlige træningspas på 20 minutter er perfekt. Efter aftensmaden stod jeg i køkkenet med en ende flutes, skar den ud, drengene fik deres del og Megan, hun sov videre inde i stuen.
Jeg har meldt hende til en masse prøver og hvis hvis hvis så bliver hendes prøve nr. 99 og 100 til Islandsk Fårehundeklubs prøver 6. juni (3 dage efter hendes 12 års fødselsdag), arrangeret af Annie og med Anita og Conni som dommere, det ville ikke være et tosset sted at fejre jubilæet.
Og måske pensionere hende.
Det kunne også være sjov at det blev Sydkystens Hundeskoles arrangement 6. September, som var det sidste.
Eller til DM eller til Årets Hund hvis vi kvalificerer os.
Hvis og hvis. Vi tager hver prøve som en gave.
Lille Bjørn bliver 8 år næste måned, og jeg synes han er i sit livs form. Men jeg véd også godt, at der ikke skal meget til, før der er et moment eller en hel øvelse der ikke fungerer, og med 30 LP3-prøver i resultatbogen, må jeg også på et tidspunkt erkende, at vi har gjort hvad vi kunne for at blive DKLPCH.
Tidspunktet for pensionering fra LP bliver nok i år, men jeg har ikke besluttet mig endeligt, der kan ske så meget.
Han skal ikke pensioners fra hundesport, han skal definitivt i championklasse i rally, og jeg er nok talt lidt varm på at tage FS op til "Simon Smith and the Amazing Dancing Bear" i Muppet Show versionen.
Max har forhåbentlig mange mange gode år i sig endnu. Så vi fortsætter i rally et godt stykke frem i tiden.
Hvad med føreren, kan nogen måske finde på at spørge. Jeg skal hilse og sige, at det kan godt være at der bliver droslet ned på nogle aktiviteter - også i hundesammenhæng - men jeg har INGEN planer om at holde op med at træne og gå til prøve.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar