Livet er hvad man gør det til

Tirsdag morgen

Hundemæssigt har det været en fantastisk periode. Næsten daglig træning i det skønneste vejr i sidste uge, en weekend med en masse positive prøveoplevelser og denne uge tegner lige så godt. Træning mandag-torsdag, foredrag om Hunde og småbørn torsdag samt LP-prøve på hjemmebane i Jersie på søndag.

Mandagstræningen var 1½ time i Jersie med Anita & Osseau. Jeg havde Lille Bjørn på den første times tid, hvor vi kom igennem et fuldt LP3-program på skift med Anita & Osseau.

Selvfølgelig tror jeg på at vi klarer den på søndag, men der dukker hele tiden nogle småting op, som så ikke fungerer helt, som de skal. Stillingsskiftet dæk-sit var ikke-eksisterende, men de andre knivskarpe. Sit og dæk under gang bøvler vi virkelig med. Og stoppet i indkaldet er også blevet meget sløset. Så ned med kriterierne og få noget succes: kortere afstand, tydeligere kommando, små håndtegn.

På den positive side var der heldigvis overvægt, specielt stillingsskifterne ud over dæk-sit, dirigeret apport, apportafslutning i det hele taget og så fremsending og ikke mindst næseprøve.

Max blev varmet op med superkorte pas efterfulgt af masser og leg, jeg havde 4-5 stykker legetøj i gang samtidig. Derudover nogle små rallymomenter og det fulde HTM-program med musik men uden koreografi, det begynder at ligne noget. Jeg arbejder videre med P2 og P9, der begynder at være flow.

Anita havde anbefalet ”Alting og Ulla Vilstrup” en roman fra 1998 af Kim Fupz Aakeson, den slugte jeg lige mandag aften. Jeg havde end ikke hørt om bogen før, men det var et meget positivt bekendtskab.

En ganske sørgelig, nærmest tragisk hovedperson. Jeg blev virkelig revet med under løsningen. Historien er spændende disponeret med selve historien, flashbacks og referencer til hovedpersonens bibel, filmen Hjerterfri. Det er en komprimeret fortælling og fascinerende at kunne forstå hovedpersonens reaktioner - samtidig med at man alligevel godt kan se, at han kammer over indimellem. Men balancen er hårfin, og man kan forstå hans handlinger og de overvejelser, der ligger til grund. Først og fremmest er det en livsbekræftende bog om at få mest muligt ud af livet, med den ”banale” devise ”Livet er hvad man gør det til”, som bestemt ikke er banal i denne sammenhæng. Filmatiseringen ”Rene Hjerter” skal jeg også have fat i.

I dag stod en officielt på rallyspecialtime i Solrød, men Christina & Tempo, Connie & Magic samt jeg med Megan og Max ville hellere træne LP mv., så rallyskiltene kom ikke i anvendelse.

Megan var kun på i små 15 minutter af de 1½ time, hun var ikke helt på dupperne. Hun er bestemt kraftigt mistænkt for at have skubbet låget af foderspanden i garagen og forsynet sig lidt ekstra … Men vi fik arbejdet med højrehandling, sit og bak og stå på højre side, fremsendinger og bakninger væk fra.

Jeg glæder mig hver gang over, at hun stadig arbejder med så stor entusiasme (ok, lidt mindre i dag) og så fin præcision. Snur rundt på højre side bliver til en stor bue, man kan godt se hun er lidt stiv i kroppen, men hun gør bestemt sit bedste og vi hygger os sammen.

Max var på hovedparten af tiden. Først opvarmning med leg, så HTM-programmet uden musik, i dag huskede jeg at belønne undervejs, lidt rallyøvelser og igen noget P2 (både i gang og løb) og P9 – relativt korte pas, men det bliver mere og mere flydende.

To ture til Fyn i weekenden med Christina affødte naturligvis at vil talte om alt muligt, herunder også om at jeg nærmest har opgivet LP med Max pga. af hans lyd i fællesøvelserne. Vi aftalte at jeg skulle starte ham helt forfra i de to øvelser. Det blev så i dag, jeg gik i gang med det.

2 minutters fællessit og 4 minutters fællesdæk gav mig alle muligheder for at arbejde meget varieret med Max. I sit ganske korte pas, belønning, tilbage ved siden, stå foran, afslutte med indkald, gå rundt om spring, bakke i stedet for at gå fra ham. Han skulle hele tiden holde fokus og der kom kun én lille bitte lyd i de to minutter. Flot!

Næsten det samme i fællesdæk, total uforudsigelighed, og kun lyd en enkelt gang, hvor jeg kom lidt for langt væk. Men jeg må indrømme, at tanken om et comeback i LP ikke er fjern. Øvelserne skal bygges ordentligt op, det tager tid, men det er overkommeligt.

Vi fik sørme også lavet det meste af LP-programmet derefter.

Stillingsskiftet er ret skarpt, og sit-stå blev det også da Connie fik mig til at give kommandoen på en meget mere positiv måde. Springapporten med metalapport er knivskarp. Indkald med stå ditto. Fremsendingen ditto, også en ret god eliteudgave. Og næseprøven er også mere end godkendt.

Jamen, hvad er der så tilbage. Fri ved fod, dirigeret apport og positioner under gang, og dem tager vi nok i morgen – men hold da op hvor er Max lækker at arbejde med. Jeg fik virkelig lyst til at gå LP med ham igen.

Livet er hvad man gør det til. Så jeg fortsætter med at glæde mig over alle de mange øvelser, som han er super god til, og får de svagere bygget op igen.

For at slutte med et andet citat fra bogen: ”Hvis man ikke kan tåle lidt modgang, så egner man sig ikke til at leve.”