torsdag den 11. juni 2015

En ny verden - og prioriteringer

Onsdag morgen

Jeg har både arbejdsmæssigt og hundemæssigt tænkt meget over prioriteringer de sidste dage. Hvad giver mig noget, hvad giver mig ikke noget? Jeg tænker ikke på penge eller  anerkendelse, men helt basalt, hvad giver mig noget mentalt?

Det resulterede i dag i at jeg stoppede som assessor på IPMA-certificeringen niveau B. Lidt vemodigt efter mere end 10 år som assessor, men jeg kunne mærke at jeg ikke brændte for det længere. Hvis jeg skal være med i noget så skal hjertet være med.

Det samme gælder hundemæssigt. Jeg holder af at undervise, men lige nu har jeg brug for en pause, og hvis lysten kommer igen, så går jeg i gang igen.

Indenfor hundetræning må jeg erkende at jeg virkelig er blevet fascineret af HTM-verdenen. Fascinationen blev ikke mindre af at starte på et sommerhold hos Anja i går, et luksushold med kun 4 deltagere i 1½ time. Der er ikke så meget pjat. Baseret på ønsker fra deltagerne arbejdede vi først med en position (P2/front), 1 trick (bakke slalom) og derefter 15 minutter individuel tid.

Grundfilosofien er naturligvis lige i min ånd: grundpositionerne skal være knivskarpe før man går videre – ikke at jeg altid har efterlevet det tidligere …

Men hvis man skal videre i HTM, og det har ja da bestemt ambitioner om, er det nødvendigt med virkeligt skarpe positioner for at kunne består HTM2 og ikke mindst HTM3.

I den individuelle tid arbejdede jeg med overgangene i mit eget program – opgaven til næste gang er at få dem på ren verbal kommando – og vi talte om overgangen til HTM2. Jeg vil ikke rammes af det, der sket da jeg gik fra LP1 til LP2 med Megan, uden at være klar over hvor meget mere det krævede. Denne gang skal forarbejdet være i orden.

På arbejde har jeg sendt en link til bloggen om prøven til mine nærmeste kolleger, og det har givet mange positive tilbagemeldinger og endnu flere interesserede kommentarer og spørgsmål. En kollega er i fuld gang med at finde det næste nummer jeg skal optræde til, han kender Stones ud og ind.

Det har også givet anledning til at tale om at være ene mand til en hundeprøve – lidt misundelige blikke fra flere mænd :-) - at bruge coach og se effekten af det. Og meget andet.

Så helt grundlæggende kan jeg mærke, at jeg synes HTM er sjovt på mange forskellige fronter, og det kommer Max og jeg til at arbejde meget videre med.

Den mentale forberedelse i forbindelse med træningen kan jeg virkelig mærke effekten af. Også opvarmningen af Max i går inden Anjas hold var tænkt igennem.

I dag var det Johannas LP/Mix-hold, hvor både Lille Bjørn og Max kom med. Det var varmemæssigt i overkanten af hvad Lille Bjørn kunne klare, og han ville dårligt tage apporten op i starten. Så jeg huskede at lege med den, og til sidst løb han glad rundt med den i munden.

Jeg accepterede (ignorerede) nogle fejl, som jeg mente skyldtes varmen (lagde sig inden jeg gik i fællessit, lagde sig før tiden i fællesdæk), og var meget omhyggelig med at holde pauser og sætte fornuftige kriterier.

Bagefter var det Max’ tur og det blev også en gennemført succes. Vi var på som de sidste og han brillerede med to fantastisk flotte udløb til felt, selvom der stod tre ekvipager ikke så langt fra feltet og talte sammen. Optionerne var 1) at han løb hen til de andre, 2) at han lavede en bue væk fra dem inden han kom i feltet eller 3) at han løb ud i feltet uden slinger. Han tog naturligvis 3).

Han arbejdede flot med dirigeret apport (reduceret afstand/kun en apport) og sluttede med det mest fantastiske stop i indkald.

Supertræningsdag.

På lørdag startet færdighedsprøveholdet hos Sonja, det glæder jeg mig også vildt til!!!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar