Blog om aktiviteter med mine hunde Max og Otto, begge border terriers. Der er mange indlæg om Megan, engelsk springer spaniel, som døde 7. juni 2017 og Lille Bjørn, Norwich terrier, som døde 28. januar 2020. Begge efter et langt, aktivt liv.
søndag den 2. oktober 2016
Glæde og motivation
Det har været to fantastiske dage!
I går var havde Christina Berantzino inviteret til festlig åbning af sine træningsfaciliteter Stestrup WorkingPaws, og jeg havde fornøjelsen sammen med Anita at stå for noget af underholdningen i form af opvisning med vores HTM/FS-programmer. Jeg havde egentlig kun tænkt at vise HTM, men efter en fin generalprøve fredag besluttede jeg mig endeligt for begge dele.
Det er en skøn hal! Der er stødabsorberende underlag og kunstgræs. Der er alt muligt udstyr til LP og rally, der er flot toilet, der er fine parkeringsforhold og et indhegnet græsareal til luftning af hundene. Den kan varmt anbefales! Læs om den på hjemmesiden.
Vi fordelte vores optræden, så Max og jeg startede med HTM, Anita og Osseau viste deres HTM og jeg sluttede med FS. Det var en perfekt mulighed for at træne et nyt sted med gode forstyrrelser og ny tilgang til starten. Jeg lagde linen lige uden for ringen, gik ind med nogle få godbidder i lommen, og det meget spændende nye legetøj, som jeg viste i blogindlægget fredag. Kort opvarmning med det, bytte med godbid, og så var vi klar! Jeg havde den mest fantastiske følelse under HTM-nummeret. Jeg havde fokus på udførelsen, men hele tiden overskud til at være der for Max, og jeg kunne mærke, at han følte sig tryg og gjorde sit allerbedste. Det var virkelig en pragtfuld oplevelse. Derefter skulle vi se Anitas nummer, som også gik forrygende.
Så skulle jeg ud til bilen og skifte vest med jakke, kasket med sixpence, samt huske stokken. Så var vi klar til FS.
Jeg valgte at lægge linen, der hvor jeg sad, og skulle dermed gå med Max i hallens bredde for at komme til indgangen, og han smuttede på vejen lige ud til madhjørnet med et flot pyntet bord med alskens lækkerier til menneskene … jeg fik ham kaldt til mig, og vi gik ind og arbejdede. Christina skrev bagefter til mig, at han valgte frikadellebordet fra, og det var jo præcis hvad han gjorde – han valgte mig til Jeg var MEGET stolt. Samme opvarmning og vi gik nok vores bedste FS-program nogen sinde. To fantastiske programmer indenfor højst 15 minutter, topmotiveret Max og superglad fører. Det swingede bare.
Jeg siger endnu engang tak for, at jeg fik lov til at være med, det var den skønneste træning.
Jeg tog hjem og havde en hyggelig aften med Christian (på besøg fra Sverige) og Kirsten. Christian fangede Max i den situation, man kan se på fotoet foroven: jeg tror han var godt tilfreds med sin fører
I dag til turen til Ølstykke og DKK Kreds 1’s rallyprøver. Der var to ringe, Frank Kuhfeld dømte ekspert og champion.
Lille Bjørn startede som nr. 2 id af 15 i ekspertklasse, og gik supergodt. Der var lidt snus, og en anelse hæng, men de sidste 2/3 af den ganske lange bane (3:20 gik vi) gik han som en drøm. Dejligt. Han var virkelig på på den gode måde, ingen lyd, bare opmærksom og præcis.
Ærespladsen gik også fint, det var dæk ved siden af. Han var lidt urolig på et tidspunkt, og jeg kunne ikke afgøre, om han var oppe eller bare urolig, vi blev trukket en 3’er for uro i positionen. Det skete i øvrigt efter 2:29,28, så hvis der var sket 0,72 sekund senere, havde det ikke kostet noget … Vi endte med 93 point og 4. vinder og jeg var meget tilfreds også med det.
Max startede først af 13 i championklasse. Jeg fandt under opvarmningen ud af, at legetøjet havde nul værdi på det tidspunkt, men godbidderne var absolut godkendte, så vi brugte plan B (samme som i Ballerup): masser af belønning de sidste minutter inden vi skulle på. Linen af et par meter fra ringen, belønning, hen til kantbåndet, belønning og så ind og i gang. Det gik virkelig godt. Jeg var superopmærksom på ham hele tiden, og ved det mindste tegn på, at hans fokus var på vej væk, kom der en støtte kommando, og der var masser af ros undervejs. Virkelig en skøn fornemmelse, at jeg helt levede op til mine forventninger til mig selv – og Max ville rigtigt gerne lege bagefter. Som bonus havde Sidsel set hele banegennemgangen, og roste mig specielt for det fokus, jeg havde haft på Max, jeg støttede ham virkeligt godt. Dejligt at høre fra en, der virkelig er skarp til at iagttage.
Vi endte med 96 point og 4. vinder. Det var også en dejlig bonus og en tangering af vores bedste point i championklasse.
Jeg er meget tilfreds med Lille Bjørn, meget tilfreds med Max og jeg er også ret tilfreds med min egen indsats denne weekend. Det har været en stribe dejlige oplevelser og det er præcis de gode oplevelser jeg samler på og bygger videre på.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar