Træning og feedback

Kirsten havde lækker mad klar, da jeg kom hjem :-)

Anita og jeg havde aftalt at mødes til træning i hallen i Ringsted i dag, to timer var booket, og vi fik begge kompenseret for, at det ikke er blevet til så meget træning på det sidste.

Læserne af min blog véd, at det er et bevidst valg fra min side, at træningen er droslet ned, men af og til er der brug for lidt mere end de korte træningspas.

Engang imellem skal stumperne til HTM/FS-programmerne sættes sammen og ses i deres helhed, og der skal kritiske øjne på, hvordan de fungerer.

Vi havde meget simpelt delt tiden op, så Anita og Osseau startede med HTM, jeg fortsatte med HTM med Max, derefter arbejdede Anita med sit FS-program og jeg sluttede med mit FS-program.

Jeg startede med et fuldt HTM-program, og jeg kunne godt mærke at det var ok, men der manglede noget gnist. Jeg fik nogle kommentarer til et par positioner, et par overgange og måden at belønne på. Pludselig var der et meget skarpere program, det føltes meget bedre anden gang. Jeg har bl.a. noteret: et hjælpeskridt i overgangen fra plads til front, at holde takten i langsom plads, undlade vendingerne i løb i plads og løb til højre og undlade håndtegn i overgangen fra butt til højre.

Mit FS-program gav endnu engang anledning til, at vi fik talt om håndtegn og verbale signaler og kombinationer heraf. Jeg bruger mange flere håndtegn, end jeg behøver, og mange kan umiddelbart droppes. Andre kræver noget genopfriskning, fx er 8-tallet omkring stok og mig en kombination af ”omkring” stok og ”rundt” om mig, men Max har jo lært at "omkring" er at blive ved med at gå omkring stokken, så der kommer et håndtegn for at få ram rundt om mig …

Det var virkeligt opløftende, at jeg på en dag, hvor jeg måske kørte på 80 % af niveau som fører, alligevel fik arbejdet godt med Max, og specielt synes jeg at bakke pladsen i HTM, og follow (hånd) og touch (følge stok) i FS er blevet meget bedre.

Det var også interessant at fundere over Anitas og min feedback til hinanden, som er ret præcis og anvendelig og umiddelbart accepteres af den anden. Også at få noget feedback, som var lige i øjet til mit FS-program og tilfældigvis - som Anita lige fik pointeret - præcis den samme, som jeg givet om hendes FS-program.

Vi véd det jo godt alt sammen, men det er bare lige det, med at huske det hele og få det hele til at spille sammen på én gang, der er svært. Det er derfor vi bliver ved med at træne og konkurrere; vi stræber efter de øjeblikke, hvor det hele pludselig fungerer samtidig, hund og fører spiller sammen, og man kan mærke magien.