tirsdag den 21. februar 2017

Rallybaner - og koncentreret fører


Aftenens træning hos Johanna bød på noget så utraditionelt som to fulde rallybaner med skilte og det hele. Ingen udenadslære. Den nærmeste var til selvtræning, den fjerneste kom der lige nogle regler til. På Lille Bjørns hold var vi tre der skulle gå banen på skift. Jeg havde numrene 1-2-3, en anden 2-3-1 og en tredje 3-1-2. Så jeg skulle starte og udføre første skilte, den næste de to første, den tredje de tre første, så skulle jeg udføre skiltene 2 og 3 osv. Så alle kom til at gennemføre den fulde bane, men med forskelligt antal skilte pr. runde. Der var ingen konkurrence i det, kun et spørgsmål om at arbejde med at holde fokus, fordi vi havde omkring 10 starter.

Jeg valgte at have Lille Bjørn på højre side næsten hele vejen igennem, og han var igen lidt overfrisk i starten. Jeg fik nogle tips til at få spejlvendt mine håndtegn ved højrehandling, jeg bruger næsten som refleks samme håndtegn som ved venstre side, med det resultat at Lille Bjørn kommer til at stå skævt.

Selvtræningen kørte vi fuld bane med først venstre start og dernæst højrestart og hold da op, hvor er han en fornøjelse at gå med. Der er nogle få momenter vi stadig skal have udviklet lidt bedre, men han er forbløffende hurtigt blevet en ret sej championhund, så jeg glæder mig til en masse konkurrencer den kommende tid, hvor vi kan have det sjovt sammen. Han er den sjoveste af alle tre hunde at gå med – den vilje og lyst til at arbejde, der lyser ud af ham, er altså ikke til at stå for.

Max var i snus fra starten, men jeg havde lagt en helt klar plan:
  1. ikke på noget tidspunkt blive irriteret
  2. Holde skarpt øje med, om det blev for svært for ham
  3. Bruge min sunde fornuft hvis 1 og 2 ikke dækkede.
Der var en duft af løbsk tæve, han troede det var en på holdet, så han fik lov at snuse Annesine bagi og konstatere, at det var hun ikke, og så kunne vi gå selvtræningsbanen om ikke uden snus, så fornuftigt. I anden runde af banen, lige efter, gik han rigtigt flot. Jeg belønnede fornuftigt, fejlmarkering (som der næsten ikke var noget af), meget neutral. Rigtigt godt.

Setup på den bageste bane var lidt anderledes, for vi var kun to i min gruppe, så jeg gik 1-2-3 og den anden 3-2-1, dvs. der var ingen pauser. Det passede perfekt til at holde Max’ fokus, og han gik rigtigt flot, udelukkende højrehandling. Der var nogle håndtegn på højre side, der skal overvejes, men generelt superflot arbejde.

Derefter gik jeg FS-programmet (uden musik) og der var et par tidspunkter hvor jeg kunne mærke at han var lidt frustreret, og straks fik han hjælp, og hurtigt belønning, og så kørte vi videre.

Jeg måtte holde nogle pauser undervejs i træningen, for jeg kunne mærke at det var hårdt at holde dette fokus, men hold da op, hvor det virkede. Max var glad og på næsten hele vejen,

I øvrigt gik challengen fint med begge hunde. 360 grader til venstre, tysker og stillingsskift (jeg havde sit-dæk-sit) med hænderne på hovedet eller ryggen. Max havde jeg på højre side, og det var lidt svært, men han gjorde det!

Jeg er sikker på at begge drengene var tilfredse med deres fører til aften :-)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar