mandag den 10. april 2017

Den allerbedste Max


Jeg har nogle tiltrængte feriedage, men i dag vågnede jeg samme tid som til hverdag, uden vækkeur. En lidt længere morgentur end til hverdag, et par kopper kaffe under halvtaget og så tog Kirsten og jeg toget til København.

Christian havde lånt mors bil hjem til Sverige i går – og vi skulle hente den inde ved hans arbejde lige ved Kongens Nytorv. VI stod af på Nørreport Station, gik ned ad Fiolstræde og fik morgenkaffe og lidt morgenmad på Coffee Industry Sweden – det er vildt, der er mindst 7 cafeer, der gør det i kaffe, på Fiolstræde …

På vejen hjem var jeg inde omkring Lonni på DKK, planlægningen af de to kæmperallyprøver (85 + 78 deltagere) den 30. april er for viderekomne, og vi glæder os vist begge til de prøver er vel overståede.

Kirsten havde købt kødben til hundene, det fortjente de vist efter gårsdagens prøver, og vi fik selv en let frokost.

Foto: Peter Steffensen

I blogindlægget forleden Det rette fokus … på det hele havde jeg udskrevet en lille konkurrence om det bedste forslag til tekst til ovenstående foto taget af Peter Steffensen. Og vinderen blev – enstemmig valgt af dommerkomiteen bestående af Amanda og mig – Annie med dette forslag "jow- jow- far jeg skal nok huske, at det først er efter vores performance jeg må løbe over og hilse på den søde damehund, der stå og blinker til mig". En flaske rødvin står klar til næste gang vi ses Annie!


Eftermiddagskaffe og så ville jeg gå en tur med Max, og det endte med apportering af fyrtårnet nede på stranden. Det er en god kandidat til det bedste Max véd, og jeg bliver altid blød indeni, når vi står og leger, bare os to. Så er jeg bare en stor dreng med min allerbedste ven; og det er i virkeligheden nok også det jeg er (nu), når vi går til prøver … og det fungerer jo meget godt.


På torsdag skal Megan og Max til uofficiel Nose Work prøve, så jeg synes vi skulle træne lidt. Jeg gjorde klar til fem søg i indkørslen, først Max, så Megan og sidst Lille Bjørn. Ingen tvivl om, at de alle er gode, men Max laver de bedste markeringer. Megan er også nem at læse, jeg skal bare være hurtig. Lille Bjørn er den, jeg har trænet det dårligst med, og han vil gerne apportere dåserne, så det skal jeg have arbejdet med, hvis det er dér, jeg vil have fokus – det står ikke på den prioriterede liste lige nu.

En dejligt afslappende dag, hvor jeg nåede ingenting og alligevel en hel masse indtil nu.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar