Om at rose andre og rose sig selv

28. december 2016. En stolt Paul med sine tre skønne hunde (foto: Grafiko.dk)

Et af dagens minder på Facebook var dette blogindlæg, som bl.a. beskrev mine forberedelser til DM 2016, herunder genlæsningen af Lanny Basshams With Winning in Mind.
Meget apropos læste jeg i går hans august nyhedsbrev med artiklen ”Nutrients of Self-Image”, som beskriver hvordan ens selvbillede får næring, så det kan vokse. Dels fra andre, dels fra en selv. En ganske kort opsummering:

• Ros fra andre er en primær motivator, og det at rose andre har en dobbelt effekt: Den, der bliver rost, bliver glad, og den der roser kan også mærke et boost.
• Vi skal også rose os selv – hvilket falder mange svært. De fleste har let ved at kritisere sig selv, finde fejl. Ikke at vi skal prale, men hvis vi formulerer os omhyggeligt på en stolt, ikke-pralende måde, så får det den rigtige effekt, både i forhold til os selv og andre.
• En fantastisk måde at rose sig selv på, er at skrive en performancejournal. Det styrker ens selvbillede flere gange: først når man tænker over det, man vil skrive, dernæst når man skriver det og endelig når man genlæser det.

Det med at rose andre falder mig meget naturligt, og jeg praktiserer det omhyggeligt både arbejdsmæssigt og i øvrigt. Jeg lægger vægt på, ikke ”bare” at rose, men at gøre det specifikt, gerne med et eller flere konkrete eksempler – og jeg har aldrig oplevet, at der ikke er blevet taget godt imod det. Og det føles virkelig rigtigt godt, at gøre det.

Ideen med performancejournalen har jeg taget helt til mig, jeg prøver på stort set daglig basis at skrive om min træning og konkurrencer, hvordan fejl vendes til noget positivt, mine fremskridt, mine successer, mine sorger, mine glæder. Men altid med målet at forstærke mig selv – styrke mit selvbillede – og forhåbentlig også give inspiration til andre.

Det, med at rose mig selv, er jeg også ret god til det, selvom jeg stadig øver mig. Et lille eksempel fra i dag. Til et firmaarrangement, hvor vi er mange, der ikke kender hinanden, skulle jeg skrive om mig selv, og bl.a. svare på spørgsmålet: ”What do you like to do in spare time?”.

Mit svar (den hunderelaterede del): ”Train and compete with my dogs Lille Bjørn (Norwich terrier) and Max (Border terrier) in disciplines as Obedience (LP), Rally Obedience (Rallylydighed), Nose Work, Heelwork to Music, Freestyle and 6+. Max and I have been taken to the Danish national team for the Nordic championships in 6+ 29.9-1.10.2017. I qualified with both dogs to the Danish championships in Rally Obedience 5.8.2017, and became no. 10 and 15 in champion class (the highest level). I write a blog about my dog life http://paulmegan.blogspot.dk/”.

Her 5 dage efter DM, har jeg også tænkt tilbage på MIT DM, lidt på afstand, men alligevel meget tæt på. Jeg har virkelig fået det hele til at gå op i en højere enhed: forløbet frem til DM, selve afviklingen på dagen, og også efterbehandlingen.

• Begge hunde var trænet, så de kunne performe godt på dagen.
• Jeg håndterede det, med at være inviteret med Max som deltager nr. 21, rigtigt godt. Jeg meldte fra, for ikke at blive negativt påvirket af, hvad nogen kunne tænke, og blev så meget gladere, da jeg kom med som nr. 19 og dermed kunne lade det positive ved at begge hunde var kvalificerede fylde 100 %.
• Dagen var mentalt forberedt, så jeg kunne håndtere det hele uden problemer. Ingen nervøsitet, ingen negative vibrationer, kun lidt småkrusninger, som blev håndteret.
• Selv det, at Max forlod banen i finalen, blev håndteret cool.
• Jeg er meget tilfreds med placeringerne som nr. 10 og 15. Det er virkelig marginaler, der afgør på dette niveau, og næste gang går det måske endnu bedre :-) Vi arbejder bestemt på at kvalificere os.

Jeg synes, det er en edderfed fornemmelse, at det er mig, der har trænet hundene, og opnået de resultater!