tirsdag den 9. januar 2018

Masser af prøver – HTM, Rally og Nose Work


Så er en væsentlig del af prøvesæsonen planlagt. Jeg har planlagt deltagelse i en del HTM-prøver med begge hunde. Max i HTM3, fordi vi forhåbentlig skal udvikle os langt med vores program. Lille Bjørn i HTM1, som forhåbentlig snart (han mangler 1 Q point) bliver til HTM2.

Der er også kommet en stribe rallyprøver i kalenderen. En dobbeltprøve i Sverige, og en del i Danmark, kun nogle enkelte kvalifikationsprøver til DM, for det fik altså ikke så høj prioritet i år. Men omvendt skal der jo kun ét godt resultat til, for at kvalificere sig :-)

Hvis alt går vel kommer der også nogle Nose Work-prøver med, i hvert fald er jeg klar, når der åbnes for tilmeldingen til prøven 29.3., som er på hjemmebane ved DKK.

Den samlede kalender kan ses her.

To af HTM-prøverne er arrangeret af Hornsherred HTM Klub (Liv, Sandie og Tine), og de har som lokkemad arrangeret en cup på tværs af de tre prøver, de arrangerer i år (jeg kan desværre ikke deltage i den første 10.3, da jeg er på Bornholm og dømme rally). Jeg er kommet på to hold:
  • De små stjerner” omfatter Annette & Hallie, Gitte & Paya samt Paul & Lille Bjørn.
  • Det dårlige selskab” omfatter Mette & Fame, Lise & Paya og Paul & Max.
Et godt initiativ med en cup, som giver ekstra kolorit til prøverne!


I aften var det tilbage til det normale, med Lille Bjørn til Nose Work hos Merete. Temaet var høje søg (14 i alt), tre beholdersøg og et enkelt NW1-søg i køkkenet. Lille Bjørn arbejdede virkelig godt, vi fik kun pauset meget lidt, og da der var 10 minutter igen stoppede vi, han var tydeligt ikke i stand til at arbejde med søg længere. Superflot arbejde hele vejen, og han arbejder flot i højden også.

Jeg synes også det går godt fremad med min evne til at læse ham, men det med linen kæmper jeg stadig med, der skal næsten intet til, før han kommer i karambolage med den.

Vi arbejder videre med Nose Work, og de kommende 4 uger bliver der også en ugentlig træning til Max, idet Lonni har inviteret mig med på et lille eksklusivt NW2-hold.

Så de kommende måneder tegner rigtigt spændende på hundefronten. Passende træning, en del konkurrencer og den rigtige afvejning mellem disciplinerne.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar