Blog om aktiviteter med mine hunde Max og Otto, begge border terriers. Der er mange indlæg om Megan, engelsk springer spaniel, som døde 7. juni 2017 og Lille Bjørn, Norwich terrier, som døde 28. januar 2020. Begge efter et langt, aktivt liv.
søndag den 7. januar 2018
Oprydning
Det var den skønnest morgen, minus 5 grader, vindstille og solen skinnede. På morgenturen mødte vi en del morgenbadere, med en gennemsnitsbade tid op under 30 sekunder :-)
Jeg fik taget et foto af hundene på badebroen, og vi blev afløst at to kvinder, som kom varmt påklædt og med sportstasker og også skulle i vandet.
Dette mønster lige foran indkørslen kunne jeg ikke stå for.
Operation oprydning af garagen er gået i gang og der dukker de mærkeligste ting frem. Fx ovenstående kasse med blomsterpinde med klemmer fastsat med tape. Det var mine første rallyskilteholdere fra for uendeligt længe siden. Pindene skal nu bruges til optænding, resten er smidt ud.
Der er tre store bure og en transportkasse, der er sat til salg. Der er sket en grundig oprydning i legetøjet, og en masse jeg ikke anede jeg havde, skal tages i brug.
Julefrokosten hos Slagter Stig var meget, meget hyggelig. 9 aktive hundefolk, som er i gang med alt mellem himmel og jord, det er ikke kedeligt at være med til! Nose Work, HTM, Freestyle, Rally er tidens trend, hvis jeg skal vurdere efter i dag.
Jeg er også blevet hjulpet til at prioritere mine aktiviteter. I går skrev jeg ”HTM er 1. prioritet for begge hunde, rally og Nose Work i den rækkefølge er for sjov!”
Der kom hurtigt en Messenger besked ”Htm er også for sjov ” og ja, naturligvis 😊
I praksis betyder det at HTM har prioritet i forhold til rallyprøver (og Nose Work prøver). Og at der er rallyprøver, som sidste år ville have været meget vigtige, i år ikke er det.
Jeg vil da stadig gerne til DM, men det er ikke så vigtigt længere. Det er også sundt med lidt mental oprydning.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar