søndag den 4. marts 2018

Rallyprøve i Kolding


I går skulle jeg til Kolding til rallyprøve med både Lille Bjørn og Max.


Der var først adgang til hallen kl. 14, så vi havde en dejlig, rolig morgen, bl.a. med en skøn tur ved vandet, som nu er isbelagt et godt stykke ud.

Bilen var godt pakket bl.a. med fire bure samt et ekstra bur, så hundene kunne være i hallen i det kolde vejr. Jeg tog hjemmefra lidt over 11 og hentede Amanda, Osseau og Dumle. Yderligere et bur plus alt muligt andet kom i bilen, så bilen var nu fyldt proppet.

Vi var fremme lidt i 14, fik luftet hundene og slæbt ind i hallen og indrettet os, og gik i gang med opvarmning, da championklassen var første klasse. Banegennemgang lidt i 15, Amanda skulle op som nr. 1 og 4, da hun derefter skulle være dommeraspirant, og jeg som nr. 3 og 10.

Jeg startede med at varme Lille Bjørn op, han var lidt oppe at køre, præcis som han ikke skal være når vi går på banen, og da jeg ikke kunne få ham til at sitte på højre side, men fik de flotteste bakker og dækker i stedet, var jeg ved at blive irriteret, og skyndte mig at bytte hund.

Max skulle naturligvis orientere sig til alle sider og snuse til underlaget, men jeg havde en fin følelse med ham, inden jeg gik i gang med Lille Bjørn igen. Sit og håndtegn, det virkede, og vi fik trænet startsekvensen flere gange så den fungerede: skift side bagved, bakke 1 – bakke 2 skridt, bakke 3 skridt.

Lige da vi gik ind på gulvtæppet, gik Lille Bjørn i snus, og jeg måtte arbejde for at få kontakt inden vi kunne melde klar. Ikke typisk Lille Bjørn, men jeg kunne se at mange i løbet af dagen havde præcis det samme problem. Starten gik fint (bortset fra snusen), bakke 1 – bakke 2 fint (skæv bak), men bakke 3 skridt måtte vi lave om. Der kom lidt lyd i ommeren, men så kørte det ellers: fin kontakt og ingen lyd. Skilt 9 var fremsending til kegle, flot. Indkald til højre side blev noget rod, han kom ind til venstre og jeg var nødt til at lave indkaldet om, og så kørte det fint derfra. Sidste skilt var bakke væk fra fører, det var lige i øjet, og et sikkert tegn på at Lille Bjørn var helt ovenpå!

Lækker fornemmelse, og det rakte til 87 point og 4.v. i et felt på 14 championhunde. Ud over de 2 x 3 var der 6 x 1, mest for langsomme reaktioner (sitter primært).

Max fik jeg varmet fint op, men i det øjeblik vi kom ind på gulvtæppet gik han i snus og halen røg ind under ham. Jeg gjorde alt det rigtige (synes jeg selv). Bakke 1, bakke 2 måtte vi lave om, han var helt i snus og forbi skiltet, og skilt 6, dæk under gang, måtte vi også lave om – han satte sig, et sikkert tegn på, at han ikke havde det godt. Der var et sted i starten hvor jeg tænkte, at han lignede en, der havde lyst til at forlade ringen, så jeg skruede ekstra op for rosen og det høje stemmeleje. Og så kørte det ellers. Bakke væk fra var superflot, og det var også her et helt sikkert tegn på, at alt var godt, for ellers ville han have sat sig.

Så også her en ret god fornemmelse. 2 x 3 og 8 x 1 (de fleste for snus) rakke til 86 point og 5.v.


Derefter var min primære opgave at sørge for de fire hunde, med korte lufteture og lidt frem og tilbage i burene. Dumle ville absolut helst være i bilen, så det fik han lov til med dækken og varmedunk, Osseau havde det fint i buret i hallen, og Lille Børn og Max var de sidste timer sammen i det store bur, og bortset fra en anelse lyd fra Max var det også en succes!

Det var dejligt afslappede ellers bare at kunne nyde rallyen på banen og gå rundt og sludre.

Vi kunne tage hjemad lidt over 19, og jeg landede i Solrød ret præcis 10 timer efter at være taget afsted.

Amanda havde en fin debut som dommeraspirant, og det var altså ret sejt at blive 3.v. med Osseau (88 point), som første ekvipage i championklasse, for han var bestemt ikke optimalt varmet op.

Endnu en dejlig hundedag!


Heldigvis har vi ingen planer i dag, det synes både hundene og jeg er helt ok. Morgenturen bør både på leg med sød Molly og en tur på badebroen.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar