Blog om aktiviteter med mine hunde Max og Otto, begge border terriers. Der er mange indlæg om Megan, engelsk springer spaniel, som døde 7. juni 2017 og Lille Bjørn, Norwich terrier, som døde 28. januar 2020. Begge efter et langt, aktivt liv.
fredag den 2. marts 2018
Turen går til Kolding – og noget om alder
I morgen går turen til Kolding, til rallyprøver i DKK Kreds 4.
Så går rallysæsonen for alvor i gang, havde jeg nær skrevet, for i virkeligheden er det årets 5. officielle prøve, efter dobbeltprøverne 11.2 og 18.2.
Det bliver 15. og 16. gang jeg skal op i Kreds 4. De første gange var tilbage i 2011, hvor Megan og jeg tog til Tønder for at deltage i to prøver. Der var et DM i 2014 med Megan og Lille Bjørn og senest Hund i Fokus prøverne i september 2017.
Det bliver Lille Bjørns prøve nr. 92 (nr. 36 i champion) og Max’ nr. 122 (nr. 68 i champion).
Det var statistikken 😊
Det er en vigtig prøve for begge hundene - ikke fordi vi skal opnå specifikke resultater, men fordi vi er tilmeldt. Alternativet var, at vi ikke var tilmeldt, og så betød prøverne jo ikke noget …
Jeg har tidligere skrevet om min målestok for succes, glædesbarometret, og målet er at jeg med hver af hundene skal have en fantastisk oplevelse i ringen.
Prøverne starter kl. 14:30, jeg har aftalt at jeg henter Amanda, Osseau og Dumle 11:45, og så får vi en hyggelig dag i det jyske. Som det fremgår af programmet er der dommeraspirant til prøven, og det er vist ikke den store overraskelse, at det er Amanda, som er i gang også på den front. Jeg har til gengæld lovet at tage mig af alle 4 hunde, når vi har været oppe i championklasse, som ligger først.
Meget typisk for Amanda (og mig) er, at vores største bekymring på dagen er frostvejret og hundene i bilen. Men det finder vi ud af!
Træningen i går og prøven i morgen illustrerer for mig meget fint det spænd, der er i rallysporten. Mathilde på 10, Amanda på 24 og Paul på 65 deltager på lige fod i en sport med hunde i alle aldre.
Vi vil helst ikke tale om de ældre hundes alder, måske fordi det minder os om, hvor gamle vi selv er? Lille Bjørn bliver 11 år om en uge. Selvfølgelig holder han mange år endnu, og jeg håber han kan være aktiv til det sidste ligesom Megan.
Jeg har – i hvert fald ikke bevidst – gjort mig nogle tanker om hundenes alder, når jeg lægger konkurrenceplanerne. Eller har jeg?
Jeg véd med sikkerhed, at jeg vil have så meget som muligt ud af mine relationer med Lille Bjørn og Max som muligt, mens vi begge kan.
Jeg er sikker på, at det er med til at holde mig ung!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar